Sne stoppede posten

Postbilerne bag Sindal Postkontor har snedriver, som sniger sig op ad hjulene. Ingen post bringes ud denne onsdag.

Postbilerne i Sindal holdt stille onsdag. Foto: Allan Vinding Sørensen

Postbilerne i Sindal holdt stille onsdag. Foto: Allan Vinding Sørensen

Det er såmænd ikke fordi posten ikke er nået frem fra sorteringscentralen i Taulov syd for Fredericia. Problemet er det sidste stykke ud til kunderne på cykel ad snedækkede villaveje og i bil på ligeså snedækkede landeveje til småbyerne omkring Sindal. - Vi kunne bringe ét anbefalet brev ud lige i nærheden og ringe til en anden, som skulle have et anbefalet brev. Vedkommende hentede det selv, siger postbud Jørgen Jensen. Han er blandt den halvdel af medarbejderne, som det er lykkedes at komme på arbejde. Alle er travlt optaget af at sortere posten, da NORDJYSKE kigger indenfor. Endda medarbejdere fra Tversted, og Lendum er nået frem. Tidlgere kommmunalbestyrelsesmedlem Poul Dige Pedersen, Lendum, står og sorterer post sammen med kollegaen Egon Jørgensen fra Sindal. - Jeg troede ikke, at jeg kunne komme frem, men min genbo LST kørte igennem med en eller anden kombitraktor med sneplov. Så begyndte jeg at skovle indkørslen og tog afsted, siger Poul Dige Pedersen. Egon Jørgensen var nødt til at ty til Apostlenes heste for at komme på arbejde.