Snedigt mellemrum

Den ligger direkte på de bærende stolper

For nu at gørte en lang historie kort ... springer vi lyrikken over og skrider direkte til første punkt på dagsordenen: Jeg har for længe siden svoret, at jeg aldrig mere vil sætte en dampspærre op - altså den berømte plasticpose, som skal hindre fugt fra kaffemaskine, potteplanter og livet i almindelighed i at trænge ud i isoleringen. Ikke fordi jeg ikke tager problemet fugt alvorligt. Det ville nemlig være dumt. Nej, det er "løsningen" med plasticposen, jeg er ude efter - den kan jo dårligt kaldes en løsning, når den skaber et større problem end det, den løser: Dampspærren beskytter mursten, træ og isolering ved at spærre fugten inde i de rum, hvor vi skal leve. Det resulterer i et forbryderisk dårligt indeklima, og jeg fatter simpelthen ikke, at arkitekter og ingeniører i ramme alvor kan diske op med sådan en løsning. De kan holde foredrag i timevis om dugpunkter og damptryk og alle de skader, som fugten kan gøre på en bygning, men skider reverenter talt hul i, hvad den samme fugt kan gøre ved menneskene, som skal bo i deres elendige huse. Det har firmaet Dupont nu gjort noget ved - dem med det underligt papiragtige Tyvek, som bruges til undertage og som vindbremse. I virkeligheden er der tale om hårdt sammenpressede plastfibre, og resultatet er er en utroligt stærk og diffusionsåben dug: Den er vandtæt og lufttæt, men damp smutter uhindret igennem dugen. Tyvek Dampbremse bygger på samme ide, blot er dugen gjort en del tættere - og nu skal du holde godt fast i bordpladen, for det bliver lidt teknisk: Ethvert materiale har en Z-værdi, som angiver dampmodstanden - en Z-værdi på under 1 betyder, at materialet er særdeles diffusionsåbenet, medens en Z-værdi på eksempevis 10 angiver en rimelig modstand. Dambremsen fra Tyvek har netop en Z-værdi på 10, og det lægger smukt op til den gamle tommelfingerregel om, at den indvendige beklædning skal være 5-10 gange så tæt som den udvendige. Derved sikrer man nemlig, at der aldrig trænger mere fugt ud i vægge og lofter, end de er i stand til at skaffe sig af med fra ydersiden. Dampbremsen skal altså ikke spærre fugten inde i huset, men dæmpe eller BREMSE fugtvandringen til et passende tempo. Knud Johansen fra Burchardt & Søn, som forhandler Tyvek her i landet, er naturligvis lykkelig for sin dampbremse, og han fortæller glad og gerne om dens velsignelser (66 11 99 66). Men som ingeniør føler han sig også straks kaldet til at advare imod at tro, at Tyvek-træerne vokser ind i himlen: - Dampbremsen giver af indlysende årsager et bedre indeklima end en dampspærre, fordi den tillader en "naturlig" fugtvandring. Men du skal altså stadigvæk lufte ud - Hr. Bjerre! Et nok så vigtigt argument for dampbremsen er i virkeligheden, at den rent faktisk - i modsæting til dampspærren - virker efter sin hensigt: At holde konstruktionen tør. - Ideen i den hermetisk tætte dampspærre - "plasticposen" - er jo at beskytte konstruktionen imod fugt indefra, og det forudsætter, at den er 100 pct tæt. Men det er den næsten aldrig, og ved hver eneste lille hul eller dårlige samling kan der ske ophobning af fugt. - Så er der det fænomen, som kaldes sommer-kondens, fordi damptrykket på den varme årstid kan være højere udenfor end indenfor - fugten trænger altså baglæns ind igennem væggen og kondenserer imellem dampspærre og isolering. - Og så er der et tredje og måske vigtigste fænomen - det amerikanerne kalder "shit happens": Man laver fejl, man spærrer byggefugt inde, der opstår utætheder. Tyveks dampbremse afskaffer ikke fusk i form af huller og dårlige samlinger, den aflyser ikke fænomenet sommer-kondens, og shit vil fortsat happen - men da dampbremsen er diffusionsåben, vil små fejl og uheldige omstændigheder aldrig blive fatale. Dampspærren (og dens fæle bagmænd) har som ambition at blokere fuldstændigt for fugten, men i praksis resulterer det ofte i regulære fugtfælder - dampbremsen nøjes med et regulere fugtvandringen til et pasende niveau, og skulle der ske en ophobning af fugt, kan den slippe væk igen, før den gør skade. Dampbremsen er en kraftig og fiberforstærket plastic - den er altså rivefast og der er "gods i den", så den er rar at arbejde med. Den skal akkurat som en traditionel dampspærre sættes op med stor omhu - den skal tapes og limes, så den er helt lufttæt. Den rigtige Tyvek-tape er rasende dyr - limen er mere overkommelig, og faktisk synes jeg også, at den er både hurtigere og nemmere at arbejde med. På moderne vis har jeg lagt dampbremsen ud i isoleringen, som består af 200 mm udvendigt og dertil 50 mm indvendigt. Bremsen ligger altså direkte på væggens bærende stolper, og derefter har jeg sømmet en forskalling af lægter indvendigt, fyldt ud med 50 mm glasuld og endelig monteret vægplader. Der er med andre ord et mellemrum på 50 mm fra vægplade til dampbremse - et mellemrum, man frit kan bruge til installation af kabler, rør og alt det der UDEN at lave huller i sin dampbremse. Og det er vigtigt, fordi jeg har sat mig for at gemme så meget som muligt væk i vægene. For det første skal der være både 220 og 380 volt - det er jo et værksted, og der skal være mange stikkontakter. Så skal der være iondlagt vand og central-støvsuger, ligesom jeg vil have udtag med trykluft - der skal være antennestik og internet, og som kronen på værket, skal der være indbyggede højtalere i loftet. Det vender jeg alt sammen tilbage til - her skal det bare slås fast: Med alle de installationer, man i dag brokker i sine vægge, er det indlysende, at dampbremsen skal lægges ind i isoleringen, så den ikke ender som ét stort hul.