Sneen koster dyrt

Snerydning og saltning koster 15 millioner kroner i 2010.

Det usædvanligt tidlige vintervejr truer med at vælte kommunens budget - for anden gang i år. - Efter den sidste, meget strenge vinter bevilgede byrådet ekstra penge i april, men som vejret har artet sig, er det slet ikke nok, fortæller formanden for teknik- og miljøudvalget, Preben Christensen (S). Der var på forhånd afsat 4,5 millioner kroner på budgettet. Det blev siden forhøjet med 5 millioner kroner, og fortsætter sne- og frostvejret bare lidt endnu, forudser Preben Christensen, at et tilsvarende beløb må afsættes igen. - Alt i alt en tredobling i forhold til det oprindelige budget. Hvis teknik- og miljøudvalget selv skal bære det her, forudser jeg store problemer. Byrådet må drøfte, hvordan vi takler denne situation, siger han.