Snefri eksisterer ikke: Du skal på arbejde

Uanset om snevejr lammer trafikken, skal du prøve at tage på arbejde - medmindre arbejdspladsen vælger at holde lukket

Ritzau
Lokalt har man tirsdag målt op til 24 centimeter sne på Bornholm. Flere skoler holder snefri, men det kan man ikke bare som lønmodtager. Foto: Scanpix/Pelle Rink
Arbejdsliv 27. februar 2018 14:29 - Opdateret 27. februar 2018 14:38

DANMARK: Selv om sneen står meterhøjt, og både bus og tog er aflyst, er reglerne klare: Du skal prøve at tage på arbejde, for der er ikke noget, som hedder snefri.

Det forklarer advokat Klara Hoffritz fra HK/Privat.

- Som medarbejdere har vi en forpligtelse til at tage på arbejde, og det skal vi forsøge at gøre så vidt muligt.

- Det betyder, at man ikke bare kan blive hjemme. Man må forsøge at finde andre muligheder for at komme frem, afvente at vejene bliver ryddet eller kæmpe sig frem senere, siger hun.

Vejret kan dog være så slemt, at det viser sig umuligt for dig at komme på arbejde.

I denne situation vil der være tale om lovligt fravær, men arbejdsgiveren kan her trække dig i løn for de timer, som du ikke er på arbejde, forklarer Klara Hoffritz.

Et voldsomt snevejr er mandag og tirsdag rullet ind over Bornholm, og her har flere skoler og Bornholms Kunstmuseum valgt at holde snefri.

I ét tilfælde kan man reelt tale om snefri.

- De arbejdsgivere, som vælger at holde lukket for eksempel på grund af snevejr, har valgt ikke at tage imod arbejdskraften, og de skal betale den løn, som lønmodtagerne har krav på, siger Klara Hoffritz.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...