Snegle-problem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Har du ølfælder i haven kommer sneglene til ølgilde, men de tager så meget, at de dør i øllet. Foto: Grøn Kommunikation

?Vi har store problemer med dræbersnegle i vores kvarter. Jeg samler op til 200 hver eneste aften og slår dem ihjel, men kan man gøre noget for at holde dem væk? Jeg har hørt om piller, man kan smide, men virker de, og er de giftige for husdyr? Henning Hansen !Jeg har selv været en del plaget af dræbersnegle, og emnet er et af de mest beskrevne emner. I år er det i min ellers plagede have meget mærkeligt, trods en ihærdig indsats, kun lykkedes mig at finde to snegle. Til gengæld har jeg flere smækfede skrubtudser og et rigt fugleliv, så jeg tror faktisk, at både fugl og tudse har fået smag på sneglene. Jeg har dog også gennem årene før været flittig med indsamling og søgen efter æg og suppleret med en smule ferramol. De piller du nævner, er ferramol, og går under forskellige navne som sneglestop og sneglefri og virker på den måde, at sneglen mister appetitten og dør. Midlet er godkendt til økologisk brug, og i store træk ikke skadelig for miljøet, men har dog små bivirkninger på regnorme, der bliver større og andre nyttedyr, der giver mindre afkom. Dog ikke større end Miljøministeriet har godkendt midlet. For hund og kat og pindsvin er der ingen risiko. Men det hjælper kun lidt, hvis du alene bruger pillerne, for sneglene er der sikkert over et bredt område. At indsamle dem og aflive dem, er nok den sikreste måde at slippe af med de fleste. Du kan holde dem ude af din køkkenhave ved at sætte et sneglehegn op om køkkenhaven. Det er metalhegn bøjet som et ettal. Det kan købes via planteskoler. Du kan lave ølfælder, en øl i et nedgravet bæger, som de drukner i. Du kan udlægge grove materialer som træflis, der hvor du ikke ønsker sneglene, du kan finde deres små hvide æg under brædder og andet og slippe af med æggene. Undgå kompost, du ikke kan kontrollere for æg og snegle, og hold ud. Slippe helt for dem tror jeg aldrig, vi gør, men vi kan holde deres antal nede, så det er til at leve med. Lars Lund