Snekrabberne er landet - i live

Ny delikatesse fra ishavet landet i Aalborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ny delikatesse fra ishavet. Snekrabber blev tirsdag landet i Aalborg. Foto: Bent Bach

Alle der har set Discovery Channel kender dem. Kæmpestore krabber, der bliver fanget under ekstreme forhold i Nordhavet. Kongekrabber hedder de som regel, men nu er en variant af arten på vej til de danske og europæiske spiseborde. Det er snekrabben, eller dronningekrabben - som den også kaldes, der fanges ved Grønland. De er lidt mindre end kongekrabberne, men stadig et imponerende syn. Det er Royal Greenland, der er begyndt at sælge den store krabbe herhjemme. Man har haft dem på programmet i flere år, men det har været den frosne udgave. Fremover skal den også komme i lyslevende form, og de første ankom til Aalborg tirsdag. Snekrabberne er e følsomme dyr, så de skal behandles meget forsigtigt. De tåler ikke ret godt varmt vand, og derfor er de ankommet i tanke, hvor vandet var kølet ned til mellem 0,5 og 0,9 grader. Omkring 9000 snekrabber var der i den første container, der forlod Grønland for ti dage siden. For at holde snekrabberne i live havde de grønlandske fiskere store vandtanke med iltningsudstyr ombord, så krabberne kunne overleve transporten ind til land. Kokken Mikael Kristensen, der i dag er til knyttet Royal Greenland, ser store perspektiver i, at det nu er muligt at transportere levende snekrabber til det europæiske marked. I Sydeuropa er skaldyr af denne type vanvittigt populære, men også herhjemme er man begyndt at få øjnene op for de store krabber. Og det er en anden oplevelse, at spise dem helt friske frem for at tage dem op af fryseren. Det er kødet fra benene og kløerne, man spiser. De steder er der nogle store stykker kød, som smager lidt i retning af hummer. Teknikken med at transportere skaldyr levende frem til markedet er helt ny. Den er udviklet af firmaet Aqualife i samarbejde på Dansk Skaldyrscenter, som ligger i Nykøbing Mors. Det var også da også Mors containeren satte retning mod i går sidst på eftermiddagen. Her fik snekrabberne skifte vandet, så de kunne komme videre ud i verden. Snekrabberne skal videre til Milano, Madrid, Paris, København og Göteborg. Dem der skal sydpå kører videre i de store vandtanke, mens krabberne til det skandinaviske markede tørpakkes i is. Allerede i eftermiddag kan kunderne på Café Victor i København smage de første snekrabber. De bliver kogt i par store gryder udenfor cafeen.