Snemanden rykker ud

Den gamle Stiga traktor fik lov at teste en minitraktorkost

D et er bare skønt, når sneen vælter ned fra himlen og hele landet lukker for en dag eller to. Der er drama i luften, og urinstinktet driver små og store drenge ud at skovle og starte de frosne biler - og når dytten brummer, kan man vel ligeså godt køre et smut til bageren? Radioen advarer godt nok imod al unødvendig udkørsel, men hvad forstand har de vel på sne? Nej, vi snupper den længst mulige omvej igennem de højest mulige snedriver, medens tøsedregen i det lune radiostudie fortæller med dramatisk stemme, at det denne gang blev en pige. Du ved - der er jo altid én eller anden kvinde, som føder på vej til sygehuset i et af "hærens bæltekøretøjer" ... Imens kæmper vi andre med mandigt vovemod og spritnye vinterdæk imod de virkelige udendørs elementer - og hjembringer byttet (endnu lunt og med blå birkes) til fruen, som naturligvis står klar med varme kaffe og heltemodtagelse. Så vidt - så herligt. Bagefter skal der bare ryddes op. 8-9 heste er nok Fortorve, indkørsler og gårdspladser skal ryddes, og hvor der er glat, skal der drysses grus og måske lidt salt. Det klares normalt på fornuftig vis med sneskraber, skovl og kost. Men det er kedeligt og ret arbejdsomt, så jeg ringede istedet til Stiga, som forhandler motoriserede sneslynger og koste til at montere på havetraktorer. Jeg og knægten har nemlig rent tilfældigvis en gammel Stiga - og hvis det ikke kunne være anderledes, var vi villige til at lade os presse til at teste sådan en kost på vores traktor. Helt gratis! Sådan et tilbud kunne de kloge Stiga-folk selvfølgelig ikke stå for, så vi lod sneen ligge natten over, og næste dag stod der en flot gul mini-traktorkost i indkørslen. Den passer til både nye og gamle modeller, og forhandleren lovede, at den mageligt kan drives af de 8-9 hk, som er standard på de ældre traktorer. Lækker mekanik Jeg havde egentlig ventet en lidt primitiv udgave af en "rigtig" traktorkost, men i virkeligheden er der tale om et lille stykke lækker mekanik med en helt lukket og tæt center-gearkasse. Der er altså ingen kædekasse, drivremme eller andet tingel-tangel ved siderne - selve kosten går helt ud til siden, så man eksempelvis kan feje helt ind til alle slags kanter. Kosten monteres på et øjeblik i de baslag, hvor rotorklipperen nromalt sidder - den kan svinges fra side til side med et enkelt greb, og små støttehjul sikrer, at den kører jævnt og fint. Men kan den nu også flytte noget sne? Det kan du tro! Når man fyrer op under maskineriet og kører langsomt frem, flyver sneen i en flot buen ind til siden, og den stride kost går ikke af vejen for 20-30 centimeter dybe driver. Og kosten er virkeligt barsk. Fasttrådt frostsne river den uden problemer af fliserne, så det er ikke noget problem, at der er trådt fodspor i sneen, før man får ryddet. Tøsne klarer kosten også i fin stil, omend det er noget tuungere. Først når sneen atter fryser, opstår der problemer, men det giver vel sig selv. Snekæder Knægten havde en herlig eftermiddag som test-traktorfører og fotomodel. Indkørsel, gårdsplads og havegange blev ryddet helt og aldeles. Og det er faktisk forbavsende, så let man kan komme til - næsten alle vegne. Det skyldes dels, at kosten altså er ophængt på midten og kan arbejde frit helt ud til siderne - og dels at de små Stiga traktorer styrer effektivt med baghulene. Med lidt øvelse kan man - ligesom med en gaffeltruck - sno den om sin lillefinger. Kosten er altså en herlig maskine under langt de fleste forhold - der er faktisk kun to problemer: Hvis underlaget er glat, fedter hjulene rundt, og så har traktoren svært ved at presse kosten fremad. Op ad bakke i en indkørsel, som skråner, har man ikke en chance. Problemet kan klares med et sæt små snekæder, men de koster kassen - og hermed er vi fremme ved det egentlige problem. Snerydder-klub Den lille vakse traktorkost fra svenske Stiga koster den nette sum af 13.000 kroner - og dertil 1000 kroner for et sæt snekæder. Ups! Hvis man ikke lige netop bor i første række på strandvejen, er det jo en ganske pæn slat penge. Jeg skal dog lige understrege, at prisen altså er inklusive moms - men eksklusiv traktor ... Til gengæld får man altså et professionelt maskineri, som kan holde i mange år til utallige timers drift. Og man kunne jo forestille sig, at beboerne på villavejen slår sig sammen i en klub. Hvis der er 10 eller 20 huse på et vænge, er udgiften jo overkommelig, og der vil næppe blive mangel på traktorførere - store og små drenge samt pensionister vil uden tvivl stå i kø for at melde sig til frivillig sne-tjenste. Og når det ikke lige er snevejr, kan indkørsler, fortorve og vænger jo blive fejet og fine: Hold Danmark rent - slå jer sammen og køb en svensker ... PS: Til de øvrige mærker af havetraktorer findes også fejekoste, men selvom selve traktorerne typisk er billigere end Stiga, er kostene det absolut ikke, idet de skal frontmonteres - kraftoverførsel og ophæng er derfor ret kompliceret. Man må også spørge sig selv, om de spinkle forhjul på de billige traktorer overhovedet kan bære og styre den tunge kost.