Snepoter skyldes som regel salt

Nørresundby 1. december 2004 05:00
?Fra L.S. i Nørresundby er følgende spørgsmål dukket op i posten: Vi har en lille terrier, som de seneste uger ofte ligger og slikker på sine forpoter efter vores daglige lufteture. Lufteturene foregår både på vej og fortov samt i Fjordparken. LS har fra andre hørt, at det ofte ses om vinteren og af nogle kaldes snepoter. Hvad er det da for noget? Vi ser jo ikke voldsomme snemængder her i byen. !Nogen snakker om "snepoter", men da der jo, som du ganske rigtigt er inde på i dit brev, ikke ses meget sne om vinteren her i Danmark, synes jeg lige som du også, at navnet "snepoter" er misvisende. Der er i de fleste tilfælde tale om hudirritation, især i huden mellem trædepuderne, på grund af tøsalt spredt på veje og fortove. Allerede fra begyndelsen af november spredes salt for at undgå isdannelse, hvor vi færdes til fods og i biler. Alle ved, at denne salt er hård ved bilerne - de ruster hurtigere i Danmark end for eksempel sydpå, hvor brugen af salt ikke er så intensiv som her. Saltet er også hårdt ved huden mellem hundenes trædepuder. Efter lufteture om vinteren bør hunde have skyllet eller vasket poterne for at få saltet fjernet. I handelen findes forskellige former for potevoks som skulle have en beskyttende virkning, men poterne bør alligevel skylles efter lufteturen. Ligeledes findes specialdesignede støvler til hunde. Men jeg synes, at både potevoks og støvler er for besværligt og unødvendigt. Jeg skyller poter på begge vore hunde efter luftning og synes, det fungerer fint. Hvis det ikke hjælper på "slikkeriet" at skylle poterne synes jeg, du skal få hunden tjekket hos din dyrlæge. Det kan være, der skal en god salve til at få irritationen til at forsvinde. Kristian Pedersen Dyrlæge
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...