Naturvidenskab

Snerydning uden plan

Kommunesammenlægningen endnu ikke slået igennem på snerydningen

Der var ingen overordnet plan i sidste uge for snerydningen i Jammerbugt Kommune. Her foregik arbejdet stadig, som om Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro ikke er slået sammen. Her er et billede fra arbejdet mod snemasserne i Fjerritslev. FOTO: ERIK SAHL

Der var ingen overordnet plan i sidste uge for snerydningen i Jammerbugt Kommune. Her foregik arbejdet stadig, som om Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro ikke er slået sammen. Her er et billede fra arbejdet mod snemasserne i Fjerritslev. FOTO: ERIK SAHL

JAMMERBUGT:Snerydningen i Jammerbugt Kommune har kørt uden en overordnet plan. Selv om Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro blev slået sammen ved årsskiftet, har snerydningen kørt, som om de fire steder stadig var selvstændige. - Vi har samlet vej- og parkarbejdet i én organisation, men først fra efteråret vil sne- og glatføre blive bekæmpet efter en fælles plan, siger teknisk direktør i Jammerbugt Kommune Knud Nørgaard. Prioritering - Vi er i øjeblikket ved at lave en prioriteringsplan for vore veje, hvoraf det fremgår, hvilke veje der har størst betydning. Den vil danne grundlag for snerydningen næste vinter, der begynder til oktober, og det vil helt sikkert betyde ændringer, siger direktøren. Dermed vil der være risiko for, at klagestrømmen vil stige. Allerede under det voldsomme snefald i sidste uge kom der mange klager til kommunen. Forældet materiel Også rydningsmateriellet i de fire gamle kommuner er meget forskelligt. - Nogle steder er materiellet moderne, og andre steder er det meget gammeldags. Derfor skal vi i gang med en udskiftning, og her er det specielt saltsprederne, der trænger til at blive fornyet, siger Knud Nørgaard, som endnu ikke har et overblik over udgifterne til sidste uges snekaos. - Jeg ved kun, at det har været meget dyrt. Vi havde indkaldt alle vognmænd og landmænd, som det har været muligt. Regningen kommer først senere. Budgettet er på 4,6 mio. kr., men det skal også række, hvis vi får vinter i oktober, november og december, siger Knud Nørgaard. tj