Lokalpolitik

Sneskovlen i den anden hånd

400 grundejere får overdraget forpligtelsen til at rydde fortove og stier.

Flere grundejere i Hjørring Kommune får overdraget forpligtelsen til at rydde sne på fortove og stier. Arkivfoto: Hans Ravn

Flere grundejere i Hjørring Kommune får overdraget forpligtelsen til at rydde sne på fortove og stier. Arkivfoto: Hans Ravn

Det er forholdsvis ufarligt at diskutere snerydning, når der ikke er udsigt til skyggen af en snestorm. Derfor har cirka 400 grundejere nu også formentlig god tid til at få købt en sneskovl. De får nemlig overdraget forpligtelsen til at rydde fortove og stier på steder, hvor kommunen hidtil har stået for opgaven. - Det har ikke været ens forhold for grundejerne i kommunen, og det har der været en del utilfredshed med. Nu gennemfører vi en harmonisering, hvor flere får overdraget forpligtelsen til at rydde fortove og stier, siger formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Jørgen Bing(SF). Det drejer sig altså om grundejere, hvis ejendom grænser op til offentlig vej. Gammel beslutning Allerede i 2006 vedtog byrådet for den nye Hjørring Kommune et vinterregulativ, der betød, at alle grundejere i byer og bymæssig bebyggelser skulle have forpligtelsen til at rydde sne på fortove og stier. Senere gik det imidlertid galt med at få beslutningen ført ud i livet. Overdragelsen blev påbegyndt i 2008/2009, men flere steder måtte det annulleres igen på grund af en procedurefejl, idet der blev givet for kort høringsfrist. I 2011 blev overdragelsen gennemført ved cirka 65 grundejere. Inden udgangen af 2013 forventes alle overdragelser gennemført, og forvaltningen skønner, at det drejer sig om cirka 400. - Med vores pressede vinterbudget er der selvfølgelig et økonomisk incitament. Men kommunen skal samtidig også været bedre til at holde sine forpligtelser med at rydde offentlige p-pladser og lignende, siger Jørgen Bing. Overdragelserne foregår ved, at de berørte grundejere får et høringsbrev. Svarene bliver vurderet, og grundejerne får derefter besked om overdragelsen træder i kraft.