Snestorm lammede vejtrafikken

Flere nordjyske politikredse frarådede udkørsel

NORDJYLLAND:Snestormen og snefygningen gav fra søndag eftermiddag trafikale problemer overalt i Nordjylland, især udenfor byområderne, hvor den hårde vind fik sneen til at fyge sammen i driver. Temperaturen kunne igen i nat lokalt snige sig ned omkring 20 minusgrader. Den østlige del af Vendsyssel var hårdest ramt, og det glatte føre medførte flere ulykker. Mange steder blev trafikken reduceret til langsom kolonnekørsel på de sneglatte amts- og motorveje, mens snefygningen gjorde bivejene svært farbare. Derimod klarede både luftfarten og togtrafikken den voldsomme snestorm nogenlunde. - Tålmodighed kan klare de fleste problemer, lød det optimistisk fra vagthavende i Aalborg Lufthavn, Lars Knudsen, da snestormen var på sit højeste over Nordjylland søndag aften. Lokalt var der trods snefygning og snefald ingen problemer med at få flyene afsted - det kneb mere med at få flyene igennem fra København. - Det skyldes det system med afisning, der kører i Kastrup. Her holdt flyene hele eftermiddagen i kø for at komme til, og f.eks. kom eftermiddagsflyveren med normal ankomst 15.25 først til Aalborg 16.30, fortalte Lars Knudsen. Også senere på aftenen havde Kastrup Lufthavn problemer med at få fly afsted og måtte aflyse afgange inden- og udenrigs. Ifølge vagthavende hos Falck i Nordjylland var snestormen værst i landsdelen i det østlige Vendsyssel fra Skagen og ned til Dronninglund samt på Læsø. Sidst på eftermiddagen var det sneglatte føre skyld i et alvorligt færdselsuheld ved Hellum øst for Brønderslev, hvor fire blev kvæstet, og herefter frarådede politiet i Frederikshavn al udkørsel, mens politiet i Aalborg og Hjørring frarådede unødvendig udkørsel. Ved 19.30-tiden fulgte Hobro Politikreds trop. Fire personer blev ved uheldet på Hellumvej indbragt til sygehuset, efter de to biler var tørnet sammen, simpelthen fordi den ene på grund af sne og fygning kom over i den modsatte kørebane. Senere på aftenen kunne vagthavende ved Frederikshavn Politi dog melde om bedring i vejsituationen efter intens snerydning i flere timer. Togtrafikken kørte med stigende forsinkelse, som snestormen fejede hen over landet. Sneen plagede DSB og Banestyrelsen i en sådan grad, at der hen under aften var forsinkelser på op mod en time. Det var især problemer med fygesne i sporskifterne, som voldte problemer, oplyste den vagthavende i DSB Kommunikation Henrik Overgaard. - Det er værst på Sjælland, men det breder sig til hele landet. I Jylland har man i nogle tilfælde måttet sende folk videre med taxi og bus, sagde Henrik Overgaard i aftes.