Snevejr koster dyrt

Aalborg Kommune har allerede brugt mere end to tredjedele af sit budget

Denne vinters sne har gjort stort indhug i budgettet til snerydning.  arkivfoto: claus søndberg

Denne vinters sne har gjort stort indhug i budgettet til snerydning. arkivfoto: claus søndberg

AALBORG:Flere huller i vejene og færre penge til at reparere dem for. Det kan blive konsekvensen, hvis snevejret ikke snart stopper. Aalborg Kommune har nemlig kun afsat 15 mio. kroner til at rydde sne for, og de 10 er allerede forsvundet. - Som tommelfingerregel skulle vi gerne have tre mio. tilbage på kontoen, når vi når november. Ellers er der ikke råd til snerydning i november og december, forklarer rådmand Henrik Thomsen (SF). Han oplyser, at der selv på en nat som i torsdags, hvor der ikke faldt specielt meget sne, blev brugt 120.000 kroner på snerydning. Og det er endda kun til lønninger - udgifter til salt og glatførebekæmpelse kommer oveni. - Så pengene kan hurtigt få ben at gå på, og når kontoen er brugt op, kan vi desværre ikke gøre andet end at tage dem et andet sted fra, fortsætter han. Ifølge Henrik Thomsen bliver der let tale om en ond cirkel. For pengene til at snerydning skal i givet fald tages fra den konto, som normalt bruges til veje og asfalt. - Det bider sig selv i halen, indrømmer han. - Sne og salt ødelægger vejene, og tager vi pengene fra vej-kontoen, bliver der ikke råd til at reparere dem efterfølgende, forklarer han. Budgettet på 15 mio. kroner er ikke ændret i de sidste mange år. Beløbet anslås normalt som et skøn over, hvad det gennemsnitligt har kostet at holde vejene fri for sne de sidste tre år. - Situationen lige nu betyder ikke, at vi skruer ned for blusset, understreger Henrik Thomsen. - Vi får selvfølgelig enkelte henvendelser og klager. Men vi er også meget afhængige af de meldinger vi får fra DMI, og når isslaget så bliver værre end forudsagt, kan det godt være svært at følge med, forklarer han. Rådmanden vil endnu ikke betegne situationen som katastrofal. Men fortsætter snevejret i februar og marts, vil det uundgåeligt kunne mærkes. - Vi kan godt klare en enkelt snestorm mere. Men kommer der flere af dem, får vi helt bestemt problemer, siger han.