Teater

Snevejret driller Nøddebo Præstegaard

Publikum er begejstret for Hjørring Sommerspils udgave af Nøddebog Præstegaard. som for tiden opføres på Vendelbohus, men for færre publikummer end tidligere.

- Vore vinterforestillinger plejer at være godt besøgt, så vores eneste forklaring er, at snevejret holder folk hjemme i varmen, siger Hjørring Sommerspils kasserer, Mogens Baand. Bevares, 325 har indtil videre set forestillingen og der er solgt 600 billetter i alt, hvilket vel er en pæn klat, men Hjørring Sommerspil håber på større tilstrømning til slutspurten, som begynder torsdag 2. december. Der spilles fredag 3. december, lørdag 4. december og søndag 5. december. Den klassiske familiejuleforestilling er i sikre hænder hos de erfarne amatørskuespillere fra Hjørring Sommerspil. Rollen som Pastor Blicher spilles af Thorvald Baggesen, som også har instrueret juleløjerne. Mimi Saugmann er fru Blicher. Jesper Frydkjær, som instruerede sommerspillets megasucces i sommer, Farinelli, spiller den ene af de tre studenter: Frederik. Andreas Svaneborg, som spillede Quasimodo i sommerspillets opsætning af Klokkeren fra Notre Dame, spiller student Nicolai, mens sidste student spilles af Anders Holm.