Snevejret driller skraldemændene

Tømning forsinkes visse steder

HJØRRING:Ikke alle borgere får tømt skraldespand i denne uge. Snevejret driller skraldemændene. -Problemet er lige stort i by som på land, siger Reno Nords direktør, Preben Nielsen. Reno Nord tømmer skraldespandene i Hjørring Kommune. På grund af de store snemasser har kommunens snerydniing simpelthen ikke kun net følge med. Og da skraldemændene ikke kan bruge tid på at kæmpe sig gennem snedriver, hvor vejene eller indkørslen til husene ikke er ryddet, bliver adskillige skraldespande sprunget over på ruten. - Vi kan ikke risikere, at vi kører fast og ikke kan kommer videre på ruten, siger Preben Nielsen. Han lover dog, at alle skraldespande bliver tømt senest i næste uge. Borgerne kan faktisk gøre noget for at hjælpe skraldemændene. Man kan slæbe sækken ud til vejen eller rydde en gang hen til skraldespanden. Skraldemændene lægger altid en tom sæk, hvis de ikke kan komme til at tømme skraldespanden. Sagen gøres ikke nemmere af, at visse villakvarterer i byerne ikke ryddes for sne. Det har kommunen netop vedtaget. Indsatsen koncentreres om de mest trafikbelastede veje. - Så er der jo ikke meget borgerne selv kan gøre i de kvarterer. Vi kan jo ikke forlange, at de skal rydde både tilgangsvej og selve villavejen, siger Preben Nielsen.