Snevejret gav unge fra Hobro en særlig oplevelse

35 måtte nødindkvarteres efter stævne

HOBRO:Hobro Ungdomsskole har de seneste uger haft gang i mange forskelligartede aktiviteter for kommunens unge. I weekenden mellem uge seks og syv repræsenterede 35 unge Hobro Kommunale Ungdomsklub i Ungdomsringens Amtsmesterskab i indefodbold i Gandruphallen. Udover den sportslige succes med sejr i turneringen fik deltagerne en hel særlig oplevelse, idet snevejret forhindrede dem i at vende retur til Hobro, da stævnet sluttede. Med venlig hjælp fra den lokale ungdomsklub blev de unge nødindkvarteret, og beredskabschefen i Hals Kommune blev hidkaldt med soveposer og liggeunderlag. - De unge fik en ekstra oplevelse og blev først søndag formiddag afhentet af bussen fra Hobro, fortæller ungdomsskoleinspektør Jens Lykke. To af de unge havde ekstra travlt med at komme hjem, idet de sammen med 23 andre unge søndag middag skulle stå klar ved bussen for at deltage i ungdomsskolens skitur til Scheffau i Østrig. Også denne tur blev præget af vintervejret, idet bussen fik en ufrivillig pause på syv timer i en motorvejskø mellem Leipzig og Nurnberg. Det kostede en skidag, men alligevel blev turen en succes uden skiskader, men med masser af udfordrende sneoplevelser på ski og snowboard. I første weekend af skolernes vinterferie arrangerede ungdomsskolens netcafé et stort computermaraton. 35 unge tilbragte cirka 48 hektiske timer foran skærmen med spil, konkurrencer, chips og cola. Snestormen var for dem ingen hindring. I en lidt andet boldgade har 30 unge fra ungdomsskolen deltaget i en sjov og actionpræget aften i Års Go-cartcenter, hvor de fik lejlighed til at "lege" Tom Kristensen. Ungdomsskolen har netop taget hul på årets konfirmandværksted, hvor de unge har mulighed for at forberede den store fest i foråret. Det sker under kyndig instruktion af lærer Dorthe Palm Hansen. Eleverne kan også lave en kreativ takketale eller en sjov sang. En nyt tilbud i forbindelse med konfirmationsværkstedet er et kursus for forældre og konfirmander, hvor typisk mødre og døtre kan mødes og sammen udforme dekorationer m.v. til konfirmationen. Marthaskolen er i gang med et nyt tiltag. Førsteårseleverne, i alt 32, arbejder med et projektforløb med overskriften "Design", hvor de i mindre hold forbereder en designeraften, som afvikles for forældre og kammerater mandag 11. april.