Snigskytte i fængsel på livstid

40-årig mand dømt for to drab og fire drabsforsøg i Malmø

40-årige Peter Mangs, kendt som Malmøskytten, er idømt fængsel på livstid for to drab og fire drabsforsøg. Foto: Scanpix

40-årige Peter Mangs, kendt som Malmøskytten, er idømt fængsel på livstid for to drab og fire drabsforsøg. Foto: Scanpix

MALMØ:40-årige Peter Mangs, kendt som Malmøskytten, er idømt fængsel på livstid for to drab og fire drabsforsøg. Næsten alle hans ofre havde indvandrerbaggrund.

Anklagemyndigheden plæderede under retssagen, at Mangs havde et racistisk motiv til at begå sine forbrydelser.
Han var oprindelig tiltalt for drab på tre og 13 drabsforsøg, men anklagen blev siden indsnævret til de forhold, han nu er dømt og har fået straf for.

Frygt i byen

Selv erklærede han sig under retssagen ikke-skyldig i drab og drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i grove trusler i to tilfælde.
Mangs sendte frygt ind i indvandrermiljøet i Malmø. Han opererede som snigskytte og forsvandt altid hurtigt fra gerningsstedet uden at efterlade sig spor.
I dommen hedder det, at Mangs har udvist ekstrem hensynsløshed og mangel på empati.

Syv års jagt

Peter Mangs opskræmte i næsten syv år Malmøs borgere, inden det i 2010 lykkedes politiet at anholde ham.
Han blev i juli i år kendt skyldig i drabet på Kooros Effatian i 2003 og på Trez West Persson i 2009.
Strafudmålingen er blevet forhalet, dels fordi der var tvivl om en nævnings habilitet, og dels skulle der bruges tid på en retspsykiatrisk udredning af Mangs.

Var tilregnelig

Psykiaterne fastslog, at han var tilregnelig, da han begik sine forbrydelser.
Den livstidsdom, som Mangs har fået, kan i realiteten betyde resten af livet, medmindre justitsmyndighederne på et senere tidspunkt ønsker at konvertere den til en tidsbestemt straf.
/ritzau/