Udland

Snigskytte i Malmø straffes på livstid

Peter Mangs får livstid ved domstol i Malmø for drab på to og fem drabsforsøg. Ofre var primært indvandrere.

Snigskytte i Malmø straffes på livstid

40-årige Peter Mangs, kendt som Malmøskytten, er idømt fængsel på livstid for to drab, fem drabsforsøg og grove trusler. Næsten alle hans ofre havde indvandrerbaggrund.

Anklagemyndigheden plæderede under retssagen, at Mangs havde et racistisk motiv til at begå sine forbrydelser.

Han var oprindelig tiltalt for drab på tre og 13 drabsforsøg, men anklagen blev siden indsnævret til de forhold, han nu er dømt og har fået straf for.

Selv erklærede han sig under retssagen ikke-skyldig i drab og drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i hærværk i to tilfælde.

Mangs sendte frygt ind i indvandrermiljøet i Malmø. Han opererede som snigskytte og forsvandt altid hurtigt fra gerningsstedet uden at efterlade sig spor.

I dommen hedder det, at Mangs har udvist ekstrem hensynsløshed og mangel på empati.

Peter Mangs opskræmte i næsten syv år Malmøs borgere, inden det i 2010 lykkedes politiet at anholde ham.

Han blev i juli i år kendt skyldig i drabet på den 65-årige Kooros Effatian. Han blev skudt i sin lejlighed i 2003.

i 2009 skød han den 20-årige kvinde Trez West Persson, da hun sad i sin bil.

Strafudmålingen er blevet forhalet, dels fordi der var tvivl om en nævnings habilitet, og dels skulle der bruges tid på en retspsykiatrisk udredning af Mangs.

Psykiaterne fastslog, at han var tilregnelig, da han begik sine forbrydelser.

Den livstidsdom, som Mangs har fået, kan i realiteten betyde resten af livet, medmindre justitsmyndighederne på et senere tidspunkt ønsker at konvertere den til en tidsbestemt straf.

Han og hans søster voksede op hos moderen i en en lejlighed i bydelen Lidängen, og ifølge avisen Aftonbladet var han en pligtopfyldende og høflig dreng.

Hans personlighed ændrede sig, efter hans søster blev stofmisbruger og døde 24 år gammel.

Han lærte at spille basguitar og blev snart et kendt ansigt i det lokale musikmiljø.

Efter at have boet tre år i USA hos sin far, flyttede han hjem til Malmø, hvor han fik diagnosen Aspergers syndrom, der er en lidelse, som kan hæmme social kontakt.

Han udviklede en brændende interesse for vold og skydevåben og begyndte at dyrke kampsport.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk