Frederikshavn

Snitter til FfI

FfI – Vejle 0-7 (0-4) Fodbold, Danmarksserien FREDERIKSHAVN: Det var en flot forårsdag i Frederikshavn, men hos FfI trak de sorte skyer for alvor op, da holdet fik en regulær øretæve med 0-7 mod Vejles 1. divisionsreserver. – Det er jo altid svingende, hvad reserveholdene kommer med – og denne gang kom de altså med et meget stærkt hold, sagde træner Frode Langagergaard. Han betegnede gæsterne sejr som fuldt fortjent men tilføjede alligevel, at Vejle havde en dag, hvor alt hvad gæsterne rørte ved, gik godt. Og derfor må frederikshavnerne nu ud i en hård slutspurt for at redde livet i rækken. På lørdag tager holdet imod B1909, som er syv point foran vendelboerne inden de sidste kampe. – Det er den kamp som afgør, om vi skal spille med om noget eller ej. Kampen i dag er bare noget vi skal have ud af hovedet, lød meldingen fra Frode Langagergaard. søp