Sæby

Snørklet, afvekslende og lærerig vej til Sæby

Arnold Andersen skriver bog om Frede ”Danmarks” Hansen - og her begynder første del

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Illustration med en gasgenerator. På billedet ses en Imbert generator, hvori der blev dannet gas som trækkraft.

SÆBY:Frede Hansen – en af hverdagens helte med mod på livet, fortæller om et langt livs oplevelser på arbejdsmarkedet, som deltager i frihedskampen, der hjalp flygtninge til Sverige, samt om sin tid ved marinen og politiet.

Han har altid forstået at søge derhen, hvor der var mest brug for ham! Højdespringer – nej, i alt fald ikke i gymnastisk henseende – men han har turdet tage springet, når der var brug for det.

Mod, kræfter og vilje er nogle af de værktøjer han har anvendt for at komme videre med livet. Fredes baggrund for valg af jobs har altid været en solid, stabil interesse for mekanik og tekniske løsninger – parret med faglighed. Og ikke mindst et åbent blik for de foreliggende muligheder var hans formel, der bragte ham helskindet gennem opgaverne – dog lige med en enkelt undtagelse – nemlig, da han smadrede sin venstre tommelfinger.

Det var på ingen måde planen at nå toppen af kransekagen, men Frede kan dog hævde, at han har haft et meget interessant og indholdsrigt liv, der er værd at se tilbage på.

- Jeg blev født i 1919 og voksede op på en ejendom, der var udstykket ud fra ”Råkildegård” i Annerup. Efter min skolegang på Annerup Skole ved Støvring, hjalp jeg til derhjemme med alt forefaldende arbejde indtil jeg blev 16 år. Så kom jeg på Åbybro Ungdomsskole.

Meget alsidig læreplads

Den 1. maj 1936 kom jeg i lære på A. Grans Smede og Maskinværksted i Skørping - noget jeg for alvor havde glædet mig til. På værkstedet var tre smedesvende og fire læredrenge, som jeg skulle arbejde sammen med. De første måneder af læretiden var trælse - for at sige det rent ud. Jeg stod faktisk på akkurat samme sted fra morgen til aften i tre måneder og udførte det samme trivielle arbejde. Værktøjet som jeg anvendte, var en ret så døv snitbakke, hvor jeg ved hånd- og muskelkraft skulle skære 5/8 dels-gevind på en dynge spændbeslag til elmaster. Hvor mange det blev til i alt, husker jeg ikke længere. Men det drejede sig i alt fald om flere hundrede af slagsen, fortæller Frede Hansen.

De fire års læretid var en meget indholdsrig tid – for han fik lært en masse.

Og det blev i det hele taget til meget afvekslende arbejde.

- Den gammelkendte procedure med at slå mellemslag, når der skulle smedes, prøvede jeg næsten til hudløshed. Desuden skulle jeg være behjælpelig, når heste skulle skos. De skulle gerne beroliges, mens en smedesvend forsynede dem med sko. Og nogle af hestene var faktisk ret så nervøse, fortsætter Frede Hansen.

- Mens vi nu er ved det der med heste, så har jeg oplevet, at se arbejdsheste i forspand komme slæbende med træstammer op gennem den brolagte hovedgade i Skørping. Det var tydeligt at hestene knoklede hårdt med de tunge læs. Og når de stampede deres hove mod brostenene slog det gnister. Det var bestemt et særsyn at opleve – især i mørke. Under de hårde vilkår blev hesteskoene hurtigt slidt, og hestene kom derfor hyppigt ind for at blive skoet, siger han.

Ned i brønden

Hver dag kunne byde på vidt forskellige opgaver, vi blev sat til, var næsten hvad som helst indenfor smedefaget.

- En dag blev jeg sendt ned i en brønd for at reparere en defekt pumpe. Sammen med det traditionelle værktøj, var jeg desuden udstyret med en staldlygte, der slukkede, når der var for lidt ilt nede i brønden. ”En læredreng var jo ikke så kostbar i drift dengang – en fra eller til – spillede ikke så stor en rolle” forlød det gerne fra mester og svendenes – som en slags fagligt hovmod! Med til den historie hører dog også, at jeg fik pumpen repareret så ejeren kunne få sit vand, smiler Frede Hansen lunt.

Det var på den tid, landmændene brugte selvbindere i høsten.

- Jeg kom ud for at skulle reparere en selvbinder, der kun ville binde de ni ud af hvert tiende neg. Ikke så smart, når den helst skulle binde hvert eneste. At løse problemet var noget af et puslespil, der voldte en del hovedbrud. Men jeg fandt løsningen, da jeg havde konstateret, at det var et defekt tandhjul, der drillede. Hændelsen var i høstens tid og dengang var et tærskeværk mere end svært at undvære. Mejetærskere fandtes ikke dengang, pointerer Frede Hansen.

Finurlig opgave

- I et af mine sidste læreår, kom jeg på en noget speciel opgave. Mester havde nemlig sat sig for, at han ville sende mig på en selvstændig opgave, hvor jeg skulle til ”Skovridergården” ved Skørping. Der stod nemlig en gammel, stationær Ford T motor, der skulle trække en rundsav. Og motoren ville ikke starte. Mesters ordre lød derfor: ”Du kan tage den gamle Ford T og køre derud – jeg tror du kan klare opgaven”. Stolt som en pave drog jeg tøffende af sted i værkstedets bil og ud på den otte kilometers lange køretur. Men jeg må tilstå, at jeg gjorde mig mine tanker om motoren på vej derud. For den slags havde jeg ikke flere års erfaring med, fortæller Frede Hansen.

Han nåede frem til Skovridergården, hvor han fik problemet præsenteret.

- Jeg vist hen til den stædige motor og kunne straks konstatere, at der var viklet et tyndt kobberrør omkring motorens udstødningsmanifold. (Manifolden, er det forgrenede indsugnings- og udstødningssystem, der sidder på siden af motorblokken). Så var der hurtigt en klokke, der ringede hos mig. Motoren var nemlig også indrettet til at køre på petroleum. Og jeg havde tidligere set et lignende princip på en ældre bådmotor. Jeg spurgte derfor ejeren om han havde noget benzin – og det havde han. Vi fik hældt det på motoren, der straks gik i gang og fungerede til ejerens tilfredshed. Manden, der skulle køre med maskineriet, kendte åbenbart ikke til princippet med kobberrøret, der var viklet omkring udstødningsmanifolden. Derfor forklarede jeg ham, at når motoren var kørt varm på benzin, skulle han blot slå over på petroleum. Og så pegede jeg ned på rørsystemet og den hane, der sad der til formålet, siger Freder Hansen.

Så selve startproblemet, lå faktisk hos den mand, der skulle betjene maskineriet og ikke i den motor, der skulle trække saven. På vejen hjem kunne Frede Hansen derfor selvtilfreds konstatere, at dagen var reddet, motoren i gang og opgaven løst.

- Som I nok kan høre, blev ”ka-tænkeren” af og til sat på noget af en opgave. Det drejede sig nemlig om at kunne arbejde selvstændigt – også rent bogstaveligt – kan du nok forstå, konkluderer Frede Hansen.

Ud med et ordentligt brag

Før han blev kaldt ind til marinen arbejdede han i en kort periode på værkstedet hos mekaniker Dengsø Kærskov i Frevlev. Hér blev han bl.a. sat til at reparere gasgeneratorer, eller ”gengas generatorer”, som man også kaldte dem dengang.

- En dag var opgaven, at reparere en gasgenerator, der næsten lige havde været i gang. Her drejede det sig om noget på selve gasbeholderen, der skulle svejses. Det var et arbejde, jeg nåede at få gjort, inden jeg gik til frokost. Men jeg var knap blevet færdig med at spise den første mellemmad, før det gav et ordentlig drøn ude fra værkstedet. Da vi sprang derud for at se nærmere på skadernes omfang, var der faktisk ikke en hel rude tilbage i værkstedsbygningen. Og så varede det job faktisk ikke længere – der havde nok været et eller andet, jeg i situationen havde glemt, konstaterer Frede Hansen.

I starten af 1940 blev han indkaldt til marinen og skulle møde på Holmen.

Læs fortsættelsen i næste uge.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.