Sport

Snookerspiller rydder bordet og skriver dansk historie

Med 36 puts i træk ved DM i snooker lavede Daniel Kandi Andersen den første maximum break i Danmark.

DM spilles i øjeblikket i København, hvor Daniel Kandi Andersen er blandt favoritterne. Lørdag leverede han en såkaldt maximum break. Det var første gang, at det skete på dansk jord i en officiel kamp. Foto: Scanpix/Dibyangshu Sarkar / Arkiv

DM spilles i øjeblikket i København, hvor Daniel Kandi Andersen er blandt favoritterne. Lørdag leverede han en såkaldt maximum break. Det var første gang, at det skete på dansk jord i en officiel kamp. Foto: Scanpix/Dibyangshu Sarkar / Arkiv

Den danske snookerspiller Daniel Kandi Andersen leverede lørdag en sjælden bedrift med et såkaldt maximum break.

I første runde ved det igangværende DM lavede han 36 puts i træk og ryddede dermed bordet i en uafbrudt serie.

Det er første gang, at det sker i Danmark i en officiel kamp.

En efter en arbejdede Daniel Kandi Andersen sig først igennem de 15 røde baller.

Hver gang han havde sænket en rød bal, skulle den sorte bal i hul, og efter de første 30 succesfulde puts var der kun de seks farvede baller tilbage på bordet.

Farverne gul, grøn, brun, blå, pink og sort blev herefter sænket i korrekt rækkefølge, og så var der skrevet dansk snookerhistorie med den første maximum break på dansk jord.

Snookerdommer Hans Peter Roth troede nærmest ikke sine egne øjne.

- Det er helt unikt. Der er aldrig nogen, der har gjort det før i en turnering i Danmark, og det sker meget sjældent på verdensplan.

- Jeg fik helt gåsehud, og jeg kiggede kun på, siger Hans Peter Roth.

- Der var fem andre kampe i gang på samme tid, og på et tidspunkt holdt de andre spillere op med at spille. Selv om folk spillede for deres egen DM-chance, så var det her bare større, siger dommeren.

Daniel Kandi Andersen er efter en samlet sejr over Bo Jarlstrøm videre til anden runde ved DM, der spilles i Copenhagen Pool og Snooker House på Frederiksberg i København.

Kandi Andersen har vundet DM-titlen fem gange tidligere.

DM slutter mandag, hvor der er finale.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst