Snotdum Jesus på kunstmuseum

Abstrakt maleri med teksten "Jesus var snotdum" udstilles i Aalborg

Museumsdirektør Nina Hobolth med Claus Carstensens Jesus-billede på Nordjyllands Kunstmuseum. FOTO AJS NIELSEN

Museumsdirektør Nina Hobolth med Claus Carstensens Jesus-billede på Nordjyllands Kunstmuseum. FOTO AJS NIELSEN

"Jesus var snotdum" hedder et maleri af kunstneren Claus Carstensen, der i øjeblikket udstilles på Nordjyllands Kunstmuseums samling, "De vilde unge". Det religionskritiske maleri har hængt på væggen fra januar - og altså et stykke tid inden Jyllands-Postens karakatur-tegninger for alvor skabte kaos og fokus på religionskritik i verden. Museumsdirektør Nina Hobolth siger, at maleriet skal flytte grænser, og hun har ikke noget problem med at fremvise det provokerende maleri. - Maleriet er grænseoverskridende og malet i lortebrune farver, men det indgår som en del af vores kunsthistorie, og jeg håber, at det vil give de besøgende en kunstnerisk oplevelse, fortæller Nina Hobolth. Direktøren beskriver maleriet som et typisk eksempel på kunstnergruppen "De vilde unge", der i begyndelsen af 1980'erne stormede frem på flere fronter med blandt andet musik og kunst. - De var en del af punk-bølgen, som jo var en aggressiv bevægelse, der nærmest "vrængede" ad det etablerede og dyrkede det grimme og provokerende, siger Nina Hobolth og tilføjer: Maleriet "vrænger" i den forbindelse ad tøsedrengen Jesus, som repræsenterer en passiv kultur, og maleriet står på ingen måde alene i sit grænseoverskridende univers. - Bølgen fra de tidligere firsere indeholder også andre grænseoverskridende malerier med fistfucking og handicappede, der onanerer, fortæller Nina Hobolth. Foruden Claus Carstensen fejede kunstere blandt andre Michael Kvium og Peter Bonde de etablerede navne som Per Arnoldi af banen med den dystre og mærkelige kunst. Og samlingen på Nordjyllands Kunstmuseum byder også på nogle af deres værker. Claus Carstensen, der måske udstiller med det mest religionskritiske - og på den baggrund måske mest aktuelle maleri, beskriver maleriet således: - Maleriet blev til på en lidt flapset attitude, og "snotdum er jo ikke bare dum, men sådan lidt "Polle fra Snave dum", siger Claus Carstensen og fortæller videre: Det havde dengang med en eller anden form for religionskritik at gøre, der affejer det hele med en hurtig gestus som, Uddebateret - næste tak! Kunstneren maler imidlertid ikke lignende provokationer i dag, og religionskritikken interesserer ham ikke mere, uanset hvilken religion. Og det har ifølge provokatøren intet med det øjeblikkelige pres på ytringsfriheden at gøre. - Min holdning er klar, ytringsfriheden har ingen grænser, lyder det fra Claus Carstensen. Det antimuseale maleri, som museumsdirektøren stolt kalder det på grund af dets grimhed og antiæstetik, er fra 1982 og er et af flere Claus Carstensen-malerier på Nordjyllands Kunstmuseum. Musemsdirektøren er synligt begejstret for samlingen. - Om man så hader eller elsker det, så håber jeg, det kan give de besøgende noget, lyder de fra Nina Hobolth, der dog beretter om besøgende, der er blevet stødt over det ufrivilligt højaktuelle maleri "Jesus var snotdum".