Snowden er med i finalen om stor EU-pris

En amerikansk mand, en pakistansk pige og tre hviderussiske politikere kan få EU's menneskerettighedspris.

Udland 30. september 2013 19:34 - Opdateret 30. september 2013 19:36

Snowden er med i finalen om stor EU-pris

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden, den pakistanske skolepige Malala Yousafzai eller tre fængslede, hviderussiske politikere får årets menneskerettighedspris, Sakharovprisen, af Europaparlamentet (EP).

Et større felt er mandag blevet barberet ned til tre kandidater, efter at parlamentets bistands- og udenrigsudvalg stemte om, hvilke topkandidater, der kan få EP's Sakharovpris.

Det er parlamentets grønne gruppe og EU-modstanderne i Den Europæiske Venstrefløjs Gruppe (GUE/NGL), der har indstillet den tidligere amerikanske efterretningsmand Edward Snowden til prisen.

Snowden er blevet verdenskendt som manden bag en lang række lækkede oplysninger om USA's overvågning og aflytning af venner og fjender.

De Grønne siger i deres indstilling blandt andet, at Snowden "har risikeret sin egen frihed for at beskytte vores".

Både socialdemokraterne, den borgerlige gruppe, EPP, og den liberale gruppe Alde indstiller den 16-årige Malala Yousafzai, der i oktober sidste år blev forsøgt myrdet af Taliban, efter at hun var blevet kendt som aktivist for at sikre piger retten til at gå i skole.

Den sidste kandidat til prisen er de hviderussiske politikere Ales Bialatski, Eduard Lobau og præsidentkandidaten Mykola Statkevich, der sidder i fængsel. De repræsenterer en række hviderussiske politikere, som siden december 2010 har siddet bag lås og slå.

Politikerne protesterede i hovedstaden Minsks gader mod det "fuskede" præsidentvalg, der genindsatte præsident Alexander Lukashenko ved magten.

Sidste år gik prisen til to fængslede iranske systemkritikere - advokaten Nasrin Sotoudeh og filminstruktør Jafar Panah.

Vinderen af prisen, der følges af 373.000 kroner, bliver meddelt 10. oktober.

Prisen er opkaldt efter den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov. Den er blevet uddelt af Europaparlamentet siden 1988 til "usædvanlige individer, der bekæmper intolerance, fanatisme og undertrykkelse".

Blandt de tidligere modtagere er Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela, Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi og tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...