Udland

Snowden har forladt Moskvas lufthavn

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden har fået lov til at forlade Moskvas lufthavn og er nu i Rusland.

Snowden har forladt Moskvas lufthavn

Whistleblower Edward Snowden befinder sig i Rusland, efter at han har modtaget papirer, der gav ham lov til at forlade Moskvas lufthavn. Det fortæller repræsentanter fra lufthavnen.

Samtidig har han officielt fået status som flygtning i Rusland, hvor han har modtaget asyl gældende for et år, siger hans russiske advokat ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Snowden har forladt Sjeremetjevo-lufthavnen. Han har lige fået papirer, der siger, at han har fået midlertidigt asyl i Rusland gældende for et år, siger hans advokat, Anatolij Kutjerena, der har bistået Snowden med hans ansøgning om at opnå midlertidigt asyl.

Den afhoppede amerikanske efterretningsmand Snowden har i over en måned opholdt sig i transitzonen i den internationale lufthavn i Moskva.

Hans advokat fortæller videre på statsligt tv, at han netop har sendt ham til et sikkert sted.

- Jeg har lige sendt ham af sted, han er på et sikkert sted. Sikkerhed er en meget alvorlig sag for ham, siger Kutjerena.

USA har tidligere forsøgt at overbevise Rusland om at udlevere Snowden, så han kan retsforfølges for at lække oplysninger om et verdensomspændende amerikansk overvågningsprogram, kaldet Prism.

Siden er han løbende kommet med flere afsløringer af USA's aktiviteter.

Da aviserne The Guardian og Washington Post bragte Snowdens første afsløringer, havde han gemt sig i Hongkong. Men da den tidligere britiske kronkoloni har en udleveringsaftale med USA, skyndte whistlebloweren sig at komme videre.

Derfor har han siden 23. juni opholdt sig i transitområdet i den russiske lufthavn, hvorpå USA lagde pres på sine europæiske allierede og fik lukket luftrummet, så den spionsigtede Snowden strandede.

Da det ikke var muligt at komme videre til latinamerikanske lande, søgte Snowden derfor midlertidigt asyl i Rusland.

Både Venezuela, Bolivia og Nicaragua har indikeret, at de gerne vil modtage Snowden.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.