Tyverier

Snuppet af 365-vagt, da de ville begå indbrud

Tre unge mænd ville begå indbrud på Tolstrupvej i Løgstør

TOLSTRUP:Tre unge mænd, der havde besluttet sig for at begå indbrud på en ejendom på Tolstrupvej ved Løgstør, fik sig en ubehagelig overraskelse, da de blev opdaget af en vægter fra 365-vagt i Løgstør. Vægteren opdagede de tre mænds scootere, der holdt parkeret ved ejendommen og vægteren kunne konstatere, at udstødningerne var brandvarmen, selvom klokken var to om natten. De tre unge mænd havde gemt sig, så vægteren valgte at tage en tændrørshætte, som betyder, at den ene scooter ikke kunne køre derfra. Herefter satte vægteren sig til at vente på de tre unge mænd, der efter en times tid dukkede op. Umiddelbart var der ikke tilstrækkeligt til at overgive de tre til politiet, men vægteren noterede sig identiteten på de unge, så da politiet efterfølgende på et overvågningskamera kunne konstatere, at de tre faktisk havde forsøgt at begå indbrud, ja, så kunne politiet få navnene på de tre unge his 365-vagt. Så nu venter der de tre et retsligt efterspil.