Sindal

Snuppet med fem fladskærme

To 21-årige tyveknægte fra Sindal kommer til at ruske tremmer i de kommende tre uger.

Det bestemte dommeren ved retten i Hjørring lørdag middag, da de to 21-årige skulle stå til regnskab for en stribe tyvekoster, de blev snuppet i besiddelse af. De to 21-årige kom i vidners søgelys, da de bar flere fladskærme ud fra en bopæl i Sindal fredag eftermiddag. Nordjyllands Politi blev alarmeret, og da de stoppede de to mænd lidt senere, besluttede ordensmagten sig for at ransage privatadressen i Sindal. Og her var der bonus. Udover fem fladskærme fandt politiet flere computere, et golfsæt, et jagtgevær samt en række andre stjålne effekter. Den ene af de to anholdte er kendt i forvejen for sin kriminelle løbebane.