Snydere får det sværere

NORDJYLLAND:Snydere og bedragere får det vanskeligere. Byggepladser, Aalborg Karneval, hoteller og restaurationer samt flere andre brancher og begivenheder kan i år forvente at få koordinerede kontrolbesøg af myndighederne. Det oplyser John Lundgaard Pedersen, afdelingsleder hos Skat Nordjylland og medlem af Kontaktudvalg Fairplay Nordjylland, der indtil videre har 15 vidt forskellige brancher i kikkerten i år. Udvalget består af en række myndigheder som Skat, politi, kommuner, arbejdstilsyn og flere andre, der er gået sammen for at udnytte ressourcerne bedst muligt og sætte fokus på snyd og bedrag af forskellig art. Sidste år besøgte et hold af myndighedspersoner eksempelvis 25 autoværksteder og konstaterede, at der fire af stederne blev drevet uregistreret virksomhed. Mange af anmeldelserne til kontaktudvalgets medlemmer kommer fra borgere, som har et skarpt øje på både sort arbejde, socialt bedrageri og andre former for svindel. Side 8-9