Tyverier

Snydt af falsk betjent

En husejer i Hobro blev lokket væk fra sin bopæl af en løgnehistorie, hvorefter tyve brød ind.

- Hallo, det er politiet. Vi vil gerne tale med dig om din bil, som har været involveret i en påkørsel. Stemmen i telefonen lød så overbevisende, at en husejer på Farvervænget i Hobro slugte det falske budskab og troppede op på en lukket politistationen mandag mellem klokken 18 og 19. Tyve brød ind I mellemtiden knuste indbrudstyve et køkkenvindue, rodede rundt i hans hus og fjernede et pengeskab. Uden andre værdier end personlige papirer. Ikke en krone fik tyven altså ud af anstrengelserne. Usammenhængende forklaring Men beboeren fra Farvervænget kunne efterfølgende grunde lidt over spildt ventetid ved Hobros aflåste politistation, som jo kun tager imod henvendelser i dagtimerne. Manden kunne også reflektere lidt over, hvordan hans bil uden hans eget vidende kunne være part i en påkørsel. Meget frækt - Under alle omstændigheder er det utrolig frækt at lokke folk væk fra deres bopæl under falsk påskud. - Også fordi den falske anmelder jo derved beklikker politiets troværdighed, beklager vicepolitikommissær Henning Hansen fra Nordjyllands Politi i Hobro. Vær overvågen Han anbefaler borgerne at spørge kritisk ved den slags henvendelser over telefonen. Navnlig hvis man fornemmer, at forklaringerne ikke rigtig hænger sammen. - At lokke folk væk fra deres bopæl under falsk påskud, betragter vi som en alvorlig forseelse. - Det må siges at være tricktyveri af grovere karakter, og personligt har jeg aldrig oplevet noget tilsvarende i min tid hos politiet, tilføjer Henning Hansen.