Snydt af selskabsrådgiver

Køberne af ulovligt stiftede selskaber fra ApS Fabrikken i Hobro mistede meget mere end de 4.000 kroner, de gav for selskaberne.

Virksomhedsøkonomi 13. februar 2011 13:33

Jesper Nielsen, som nu bor i Roskilde, valgte sidste forår at springe ud som iværksætter inden for salg af interaktive undervisningsmaterialer. For at komme i gang skulle han have et anpartsselskab. Og da Jesper Nielsen ikke før havde haft sådan ét, gjorde han som mange andre: Han googlede og fandt frem til ApS Fabrikken i Hobro, der solgte skuffeselskaber - altså selskaber klar til brug. - Jeg husker helt tydeligt, at direktøren sagde til mig, at hvis det her ikke er lovligt, så havde han mange kunder, der var i problemer, siger Jesper Nielsen, der herefter købte et selskab fra ApS Fabrikken. Hænger på den På det tidspunkt havde direktør Per Barslund ganske rigtigt ingen kunder med problemer, men det fik han. Per Barslund havde nemlig stiftet ikke færre end 32 selskaber på ulovlig vis, og så faldt hammeren i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ikke over Per Barslund, men over Jesper Nielsen og andre, der havde købt et selskab af Per Barslund for 4.000 kroner næsten hver gang. For eksempel mistede Jesper Nielsen tid, kunder og penge på grund af tvangsopløsningen af selskabet. - Men det mest frustrerende er nok, at vi hænger på den tvangsopløsning i lang tid. Hvis du søger på vores navn i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, så får du at vide, at det ene selskab er tvangsopløst. Og dét hænger vi på i 20 år, Jesper Nielsen. Frustration Det samme gør Klaus Kristoffersen. Han driver et alsidigt firma i København inden for rengøring, ejendomme og callcenter. Klaus Kristoffersen købte tre selskaber af ApS Fabrikken. - Vi fik pludselig et brev fra styrelsen, hvori der stod, at selskaberne var sendt til tvangsopløsning, og at jeg skulle møde i skifteretten. Det undrede jeg mig meget over, siger Klaus Kristoffersen uden at lægge skjul på sine frustrationer. Han fattede ikke mistanke til den unge selskabsrådgiver fra Hobro. For det første kunne han konstatere, at 4.000 kroner for et selskab var et konkurrencedygtigt tilbud. For det andet var selskaberne udstyret med en såkaldt vurderingsberetning fra en revisor. Alle 32 skuffeselskaber var nemlig godkendt af registreret revisor Tonny Skov Pedersen fra Hillerød. - Når der er en revisor ind over, så må det være i orden. Sådan tænkte jeg. Men det var før, jeg fandt ud af, hvem Tonny Skov Pedersen er, siger Klaus Kristoffersen. Revisor fik bøde Tonny Skov Pedersen har langt fra det bedste ry i branchen. For 15 år siden modtog han kritik og en bøde på 50.000 kroner i Revisornævnet for en lignende fremgangsmåde. NORDJYSKE har opsøgt Tonny Skov Pedersen på bopælen i Hillerød. Men han gjorde det hurtigt klart, at han ikke ønskede at medvirke og lukkede døren. Udover at blive snydt for 4.000 kroner har køberne haft betydelige omkostninger på hele miseren. - Vi kunne blandt andet ikke åbne en indlånskonto i en bank. Til trods for, at vi har likviditet og ingen gæld, så ville ingen bank røre os med en ildtang i knap et halvt år, siger Klaus Kristoffersen. Per Barslund har ikke ønsket at stille op til interview.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...