Social eller asocial

Film 1. december 2007 05:00

I kender sikkert godt de der mennesker som har så travlt med af kritisere alting, DF, BT, Se og Hør, Ekstrabladet, fjernsynsprogrammerne og møbler fra Ikea. Forleden blev jeg spurgt om jeg havde læst Ekstrabladet, hvortil jeg svarede, at den avis gad jeg ikke spilde tid på. Bagefter slog det mig, at jeg var for hurtig på aftrækkeren. Eftersom jeg ikke læser Ekstrabladet, hvordan kan jeg så vide, at det er noget bras? Det er, at tale mod bedre vidende. Nå, jeg gider heller ikke se fjernsyn, idet jeg går ud fra, at det ikke interesserer mig, men rent faktisk kan jeg jo ikke vide det. Det besluttede jeg så at lave om på. Jeg købte Se og Hør og Ekstrabladet, og så videre. Jeg satte mig ind i stoffet. Jeg satte mig foran fjernsynet en lørdag aften og så fjernsyn. Hilde mænd, det var chokerende, amerikanske action-film, store skydere og store biler der kørte ind i hinanden. I Se og Hør var der noget om kongefamilien, og de kendte som jeg ikke kender, I Ekstrabladet var der nøgne piger, vold og incest, jamen, milde Moses, man tror det er løgn, efter disse mediers opfattelse er der ikke sket en flyvende fis de sidste fyrre år, det er de samme historier, de samme film, samme snagen i kongefamiliens ¿privatliv¿, det var som at blive tvunget til at gå baglæns med bind for øjnene. Jamen, kan det passe, at ingenting har forandet sig? Er vi måske døde? Her forleden var der en kvinde som henvendte sig til mig i Netto og spurgte, om jeg havde regnet ud hvem morderen var. Jog troede hun tog fejl af mig og en pensioneret politimand. Jeg må have set temmelig forvirret ud, for så spurgte hun, om jeg ikke fulgte med i Forbrydelsen, som altså, åh, hvor er du tungnem, Bent, var en krimiserie i fjernsynet. Hun troede ikke jeg var rigtig klog da jeg måtte indrømme, at jeg ikke fulgte med i halløjet. Jamen i jøsses navn, hvad havde jeg så foretaget mig? Hun var oprigtigt bekymret for mig. Jeg burde have tænkt mig om, men jeg var så befippet, at jeg sagde sandheden, at jeg såmænd bare havde siddet i min gode lænestol og genlæst Walt Whitmans digte. Det var skide flovt, for hvordan skulle jeg nu forklare hende at der ikke var noget som helst fint og fimset ved det, snarere tværtimod. Nu er jeg så gammel og erfaren, at jeg udmærket ved, at det ikke er de andre der er noget i vejen med, det er simpelthen mig der lever udenfor tid og samfund, jeg kan ikke tale med om noget. Det folk beskæftigere sig med, interesserer sig for, og bruger deres liv på, det er for mig et ukendt land, og jeg som så gerne vil være et socialt menneske, og hyle med på fællessangen. Måske en psykolog kan hjælpe mig, for det er temmelig ensomt at være outsider, man fatter simpelthen ikke den dybere mening med det liv som nu engang leves rundt omkring. Da jeg forsigtigt spurgte en bekendt, hvorfor hun så fjernsyn aften efter aften, så sagde hun: Åh, efter en hård arbejdsdag er det dejligt bare at flade ud foran fjerneren. Der har vi det igen, man skal altså have en hård arbejdsdag for at kunne fungere normalt, og sådan én har jeg aldrig haft. Det er skrækkeligt at måtte indrømme det, men jeg er vist langt ude. Folk må jo tro, at jeg er en af dem der ikke laver andet end at læse Politiken og drikke cafe latte dagen lang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...