Social- forvaltningen ramt af strejke

EMNER 11. september 2002 08:00

AALBORG: Også kommunens social- og sundhedsforvaltning blev i går ramt af strejke. Omkring 450 af de ansatte valgte fra morgenstunden at forlade arbejdspladserne for at gå til fagligt møde i Skovdalen. I en pressemeddelelse hedder det bl.a.: "Den hidtidige socialpolitik i Aalborg Kommune har været progressiv og visionær. Der har været politisk vilje til bredt forebyggelses- og behandlingsarbejde, hvilket har givet Aalborg Kommune en positiv profil på det social- og sundhedsfaglige område. Vi ser de bebudede nedskæringer i Aalborg Kommunes Social- og sundhedsforvaltning som en uheldig og kortsigtet løsning, der i høj grad rammer de svageste borgere: børn og unge samt marginaliserede voksengrupper." - Vi har nedlagt arbejdet for at markere os på vegne af de borgere, der bliver ramt, siger Pia Nielsen, talsmand for de strejkende. - Vi synes ikke det er i orden, at føre den politik, Aalborg Kommune lægger op til. De strejkende mødes igen her til morgen på Grand for at diskutere tingene igennem og beslutte, hvad man nu vil gøre. De strejkende kommer fra en række forskellige faggrupper. Der er både socialrådgivere, HK'ere, socialpædagoger, sundhedsplejersker og psykologer iblandt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...