Social og handicappolitik

Byrådskandidat For SF Skagen Når man følger med i de mange læserbreve i Nordjyske, er det skolepolitik, miljøpolitik og sygehuspolitik, alt sammen som optager politikerne mest. Nok fordi det er der flest stemmer i. Men hvad med de svageste i vort samfund? Dem er der ikke mange der skriver om. Det vil jeg råde bod på. Indsatsen over for de svageste er meget vigtig. Høj alder, psykisk og fysisk handicap må ikke afskære noget menneske fra, at kunne modtage den pleje og omsorg, som er nødvendig for, at give den enkelte borger i kommunen et bedre liv. Når mennesker på grund af psykiske eller fysiske handicap har behov for en særlig indsats, omkring boligpleje, omsorg, rådgivning eller beskæftigelse er det mit mål, at den handicappede skal hjælpes til en tilværelse med så høj en livskvalitet som muligt. I samarbejde med handicapråd, pårørende og plejepersonale skal kommunen finde den bedst mulige løsning for den enkelte borger. Det er meget vigtigt at plejepersonalet, pårørende og den handicappede arbejder tæt sammen. Det er hvad jeg vil arbejde for, når jeg kommer ind i det nye byråd.