EMNER

Socialchef fyret efter langvarig kritik

ÅRHUS:Socialchef Leif Gjørtz Christensen i Århus Kommune blev mandag fyret efter langvarig kritik af kommunens handlemåde ved tvangsfjernelser af udsatte børn. Ikke mindst kommunens svigt i sagen omkring fjernelsen af drengen Mads, som blev beskrevet i en TV2-dokumentar, er baggrund for fyringen. Magistraten i Århus tilsluttede sig en indstilling fra rådmand Gert Bjerregaard (V) om at fritstille socialchefen. - Systemet har svigtet. Det skal jeg som rådmand dybt beklage, og jeg påtager mig naturligvis det politiske ansvar, siger Gert Bjerregaard. Fyringen kommer efter, at borgmesterens magistratsafdeling har undersøgt ti anklagepunkter fremsat mod socialforvaltningen. I fire tilfælde er der grundlag for at rejse kritik af forvaltningen, oplyser Gert Bjerregaard. /ritzau/