EMNER

Socialdemokraten der blev radikal

Bent Rold Andersen, tidligere socialdemokratisk socialminister, fylder mandag 80 år.

Bent Rold Andersen - 80 år mandag.Foto: Scanpix

Bent Rold Andersen - 80 år mandag.Foto: Scanpix

Som en anden Palle From blev Bent Rold Andersen født ind i den socialdemokratiske bevægelse. I dag er han radikal. Men måske vender han hjem en dag. Op gennem 1990'erne var Bent Rold Andersen én af de mest fremtrædende kritikere af Nyrup-regeringens velfærdspolitik. Ikke mindst daværende social- og indenrigsminister Karen Jespersen fik på hattepulden. De ældre blev klemt af kontrol og systemtænkning, og i 1999 tog Bent Rold Andersen en stor beslutning. Efter 51 år meldte han sig ud af det socialdemokrati og den bevægelse, som han var født medlem af. Som en anden Palle From fra tv-serien "Krøniken" blev arbejdersønnen i studietiden medlem af partiet for senere at blive professor i arbejdsmarkedspolitik, så overvismand og senere socialminister i Anker Jørgensens regering i 1982. Udmeldelsen blev fulgt op af en ny stor beslutning, da han i 2007 bankede på hos "de borgerlige" i Det Radikale Venstre. Igen var det de ældre, der gjorde udslaget. Regeringen ville lave en kvalitetsreform, der skulle styrke kontrollen med den offentlige sektor, og Socialdemokraterne fulgte trop med velfærdsrettigheder. Det var de helt forkerte svar, forklarer Bent Rold Andersen i dag. Han foretrak så klart De Radikales tillidsreform med mere selvbestemmelse til de offentligt ansatte. Hos Margrethe Vestager føler Bent Rold Andersen, sig også godt repræsenteret i udlændingepolitikken. Alligevel oplever han ikke, at han har fundet et nyt politisk hjem. - Af sind og hjerte er jeg stadig socialdemokrat. Problemet er, at Socialdemokratiet i dag ikke er socialdemokratisk på den måde, som jeg er, siger han. /ritzau/