Socialdemokrater: Thorning holdt den tale hun skulle

Uden for citat taler flere Socialdemokrater dog om en mat stemning i partiet, der kæmper med elendige målinger

Socialdemokrater: Thorning holdt den tale hun skulle

To klapsalver og én rød fane.

Selvom stemningen lå et stykke fra kampdag, holdt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) den 1. maj-tale hun skulle.

Det siger flere blandt de 100 lokale Socialdemokrater, der var mødt frem til morgenmadsmøde på statsministerens hjemmebane på Østerbro tidligt onsdag morgen.

- Det er en god tale, for hun får sagt, hvad regeringen har gjort indtil videre. Og ja, der er gjort nogle hårde ting imellem, men de er nødvendige, siger Nina-Maria Hansen, der er medlem af Socialdemokratiets Østerbrokreds.

Samme melding kommer fra Liselotte Mayne, der er medlem af Socialdemokraternes kreds på Vesterbro.

- Jeg har været socialdemokrat, siden jeg var helt ung, og jeg er tredje generation i min familie. Jeg synes, hun havde det med, hun skulle. Hun gør et stort stykke arbejde, og det kommer til at gå fremad igen, siger Liselotte Mayne.

Uden for citat taler flere socialdemokrater dog om en mat stemning. Vækstplanen og indgrebet i lærerkonflikten ligger kun en uge tilbage, og sammen med de dårlige meningsmålinger lægger det en dæmper på begejstringen 1. maj, lyder det.

Talen på Østerbro var Thornings første på dagen, hvor hun også skal tale i blandt andet Odense, Aarhus og Aalborg.

Thorning angriber i talen både Venstre og Enhedslisten for ikke at tage ansvar og leverer igen budskabet om, at der skal træffes svære beslutninger for at sikre flere arbejdspladser i Danmark.

Uden for citat siger nogle medlemmer af Socialdemokraterne dog, at de er trætte af retorikken om de nødvendige beslutninger og særlig konsekvenserne af forkortelsen af dagpengeperioden gør ondt.

Til citat forsvarer flere socialdemokrater dog statsministerens kamp for at øge arbejdsudbuddet og skabe job:

- Jeg synes, den bedste pointe var, at det her samfund ikke kan klare sig uden en stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor. De to skal spille sammen for at skabe vækst og velstand, siger Sune Bøgh, der er næstformand i Østerbrokredsen.

Han tror fortsat på, at meningsmålingerne vil vende for det pressede arbejderparti.

- Selvfølgelig skal man være bekymret, men der er stadig et par år til valget, og Nyrup fik også dårlige målinger, da han talte om, at kurven skulle knækkes, så lad os se, hvad der sker ved valget, Sune Bøgh.

Samme melding kommer fra Nina-Maria Hansen, der ikke mener, at man skal lægge for meget i de sparsomme klapsalver til statsministeren på hjemmebanen:

- Hun havde fortjent flere klapsalver. Jeg tror, mange socialdemokrater er enige i, at det er de rigtige beslutninger, der er truffet. Meningsmålingerne har det bare med at piske en stemning op, siger Nina-Maria Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.