Socialdemokrater vil have slik og usund mad væk fra skolerne

Socialdemokrater i Nørresundby bakker op om SF"s forslag om at indføre forbud mod cola, Mars-barer og kager

AALBORG:Skoler, børnehaver og fritidscentre skal ikke fylde børn med kager, sodavand og slik. Det mener Socialdemokraterne i Nørresundby, som støtter SF"s Anne-Dorte Krogs forslag om at forbyde slik og usund mad i kommunale institutioner. Formanden for Socialdemokraterne i Nørresundby, byrådskandidat Danni Andersen, slår fast, at han er uenig med sin partifælle Thomas Kastrup-Larsen, som sidder i skole- og kulturudvalget. Thomas Kastrup-Larsen er imod at indføre et forbud, og han mener, at det må være op til den enkelte skole at afgøre, hvad børnene må have med i madpakken. Samme holdning har skole- og kulturrådmand Nils Bell (V). Men nu må politikerne turde at tage et ansvar, mener Danni Andersen, som har på fornemmelsen, at byrådspolitikerne ikke tør tage upopulære beslutninger. - Det nytter simpelthen ikke noget, at vi konstant kryber uden om ved at falde på knæ for frivillighed eller "op til den enkelte skole at bestemme". Alt det slendrian og ligegyldighed fører kun med sig, at vi alligevel ikke når nogen veje. I stedet bør kommunen turde sætte visse krav og sige, at sådan er grundreglerne. Og endelig kunne det jo være, at dette kunne være med til at skabe den holdningsændring, som efterlyses. Den kommer nemlig ikke af sig selv, siger Danni Andersen. Han understreger, at forældrene naturligvis har et stort ansvar for, at deres børn får noget ordentligt at spise, men som en offentligt instans bør kommunen også have en holdning til det. Danni Andersen påpeger, at det forhåbentlig også er en selvfølge, at ingen politiker eller skoleleder ville acceptere alkohol og tobak i skolen eller på fritidscentret, og på samme måde burde det være naturligt, at man heller ikke fylder automaterne eller boderne med kager, chokolade og cola. Socialdemokraterne i Nørresundby har vedtaget, at et forsøg med mere eller mindre gratis mad i skolerne skal være et vigtigt emne i valgkampen. Foreningen vil arbejde for at få det vedtaget i byrådet hurtigst muligt, men det kræver også en intern diskussion i partiet, erkender Danni Andersen. - Vi ved jo, at vi har problemer her i landet med, at mange elever bliver ukoncentrerede og sløve, fordi de ikke får rigtig ernæring, og vi kan jo se, at en sådan ordning er en kæmpesucces i Sverige. Det burde inspirere Aalborg til at lægge ud med forsøget i Danmark, siger Danni Andersen, som endnu ikke har finansieringen af et forsøg på plads. - Først skal vi vedtage at gennemføre et forsøg. Så skal vi nok finde pengene bagefter, siger han.