FREDERIKSHAVN:Den politiske splittelse i Frederikshavn Kommune er endnu en gang kommet til markant udtryk.
På det netop overståede møde i børne- og ungdomsudvalget var opgaven at finde en millionbesparelse - men inden besparelserne overhovedet blev drøftet, så udvandrede de tre socialdemokratiske udvalgsmedlemmer.
- Vi skulle have en brainstorm for at finde de 5,5 millioner kroner, som vi af byrådet er blevet pålagt at spare. Og derudover skulle vi så finde yderligere tre millioner, som er et efterslæb fra forrige regnskab, fortæller udvalgsformand Paul Rode Andersen (SF).
- Vi tilbød, at de (Socialdemokraterne, red.) kunne få indflydelse på det her, men de valgte at overlade det til forligspartierne, fortæller Paul Rode Andersen videre.
Uklare forudsætninger
Ifølge Jørgen Tousgaard var Socialdemokraterne umiddelbart positivt indstillede overfor det, der havde karakter af en uformel drøftelse (den var ikke på dagsordenen). Der var dog én betingelse.
- Vi bad om at få at vide, hvordan konditionerne omkring det uformelle møde var, forklarer Jørgen Tousgaard.
En betingelse for besparelserne var, at der hverken måtte røres ved daginstitutionsområdet eller skolernes vejledende timetal.
- Det kunne vi godt leve med. Men vi fik også at vide, at forligsparterne bag budgettet efterfølgende skulle godkende det, som vi kom frem til.
For Jørgen Tousgaard og Socialdemokraterne var det umuligt at leve med, at Dansk Folkeparti og De Konservative (som ikke har plads i børne- og ungdomsudvalget) efterfølgende ville kunne vende tommelfingeren op - eller ned.
- Efter en kort drøftelse var vi (de tre socialdemokratiske udvalgsmedlemmer, red.) enige om, at et uformelt møde med så store begrænsninger, havde vi ikke lyst til at deltage i, siger Jørgen Tousgaard.
- Vi er ikke sure, og vi vil gerne deltage i drøftelserne om de her besparelser, men vi vil gerne se præmisserne på en dagsorden.
- De må afklare, hvilket mandat, de har til at føre en drøftelse med os, inden vi går i dialog. Men hvis vi skal være med i en drøftelse, så skal det være på lige vilkår, siger Jørgen Tousgaard.
Forslag fremlagt
Om Socialdemokraterne bliver indbudt til en ny forhandling, må dog betegnes som særdeles tvivlsomt.
De øvrige seks udvalgsmedlemmer er nemlig allerede videre i processen.
- Vi har fået forskellige spareforslag på bordet, og nu skal forvaltningen så lave en konsekvensberegning, fortæller Paul Rode Andersen.
- Hvilke områder er det, som I planlægger at spare på?
- Vi skal have snakket om det i forligsgruppen, inden vi melder noget ud, siger Paul Rode Andersen og tilføjer:
- Jeg forstår godt, at man er utålmodig for at finde ud af, hvem der bliver berørt, af de her besparelser. Derfor skal vi også gerne have det med allerede på næste udvalgsmøde.
Besparelserne løber samlet op i godt otte millioner kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.