Socialdemokraternes velfærdsplan under beskydning

S vil lade det offentlige forbruge følge det private, men det vil give skattestigninger, lyder det fra Regeringen

Socialdemokraterne vi lade det offentlige forbrug følge det private forbrug og samtidig holde skatten i ro. Det kan bare ikke lade sig gøre skriver Finansministeriet i den økonomiske redegørelse, som blev fremlagt i denne uge. - Konsekvensen heraf vil være, at det på sigt bliver nødvendigt at sætte skatten op, forøge brugerbetalingen eller skære i overførselsindkomsterne, står der i redegørelsen. Socialdemokraternes finansordfører, Jan Petersen, vil ikke ind i en ”fagøkonomisk diskussion” med ministeriet, men han afviser, at der skulle være problemer med at holde skattestoppet og give bedre service. - Vi har sagt - og det gør vi stadig - at vi vil have en offentlig vækstrate, der ligner den, vi havde under Nyrup på den måde, at det offentlige skal disponerer over halvdelen af væksten, siger han. Den forklaring giver medlem af finansudvalget Tina Nedergaard (V) ikke meget for. - Forskellen er, at vi op gennem 90’erne fik en øget arbejdsstyrke på grund af demografien. Hvis de ikke har forstået det, så er det klart, at de kommer frem til nogle andre løsninger. Det er ikke et regulært bud på fremtiden, men kun et bud, der rækker frem til lige efter næste valg, siger hun.