Socialdemokratiet foreslår topskat på arv

Bundgrænsen for, hvad man kan arve skattefrit, skal hæves, mener S. Til gengæld skal de rigeste betale mere.

Politik 8. august 2018 19:58 - Opdateret 8. august 2018 20:05

INDLAND: Der skal være bedre mulighed for at arve en kolonihave eller et lille sommerhus uden at skulle betale afgift til staten. Til gengæld skal de, der arver de største formuer, betale mere end i dag.

Sådan lyder et forslag fra Socialdemokratiet ifølge Berlingske.

S har hidtil afvist at ændre på arveafgiften, som Liberal Alliance og De Konservative har et stort ønske om at komme helt af med.

Men nu foreslår partiet altså, at et bundgrænsen for, hvornår man skal betale afgift til staten, hæves.

- For den helt almindelige dansker vil forslaget ikke få betydning, for de fleste arver ikke ret meget, siger partiformand Mette Frederiksen (S) til Berlingske.

- Det, vi er optaget af, er at sikre dem, der for eksempel arver et familiesommerhus eller en kolonihave.

- Til gengæld er det entydigt finansieret i et lukket system og fra toppen, og dermed tager vi ingen penge fra velfærden. For det vil vi ikke være med til, siger formanden til avisen.

I dag kan ægtefæller arve uden at betale afgift.

Arver man fra sine forældre, skal man betale 15 procent i afgift af det beløb, der overstiger 289.000 kroner. Arver man fra fjernere slægtninge, kommer der yderligere 25 procent oveni.

Socialdemokratiet har ikke lagt sig fast på, hvor meget bundfradraget skal hæves til. Eller hvor stor en arv, der skal udløse topskat. Eller hvor stor topskatten skal være.

Ifølge Berlingske bakker både Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale op om forslaget. Regeringspartierne er imod.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...