Lokalpolitik

Socialdemokratiet står til stort mandatdyk TILBAGEGANG: Dyster meningsmåling for partiet

KØBENHAVN:Socialdemokraterne står til at tabe seks mandater, hvis der i dag var valg til Folketinget. En ny meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau i den forløbne uge, viser, at Socialdemokratiet kun ville få 22,5 procent af stemmerne mod 25,8 procent ved folketingsvalget den 8. februar. Et valgresultat som dengang blev beskrevet som en katastrofe og medførte den daværende partiformand, Mogens Lykketofts, afgang. Tilbagegangen på 3,3 procent af stemmerne, som kommer efter den seneste strid om integrationsforliget, sættes i relief af, at Socialdemokraterne ellers i en tilsvarende meningsmåling i september gik frem til 26,2 procent. Socialdemokraternes gruppeformand, Jan Petersen, afviser imidlertid, at det store mandattab i meningsmålingen vækker bekymring. - Andre meningsmålinger viser, at vi er uændrede eller har en lille fremgang. Så man skal ikke overvurdere denne meningsmåling, selv om enhver politiker selvfølgelig gerne vil have, at ens parti går frem i hver eneste måling. Der er god tid til det næste folketingsvalg, og vi har et godt greb om, hvordan politikken skal ligges an, siger Jan Petersen. Med Socialdemokraternes tilbagegang står oppositionen samlet til at tabe ét enkelt mandat, hvis der var valg. SF går således fire mandater frem til 15, mod 11 i dag, mens Enhedslisten går ét enkelt mandat frem til syv mandater. Det Radikale Venstre er uændret på 17 mandater. På den anden side i Folketingssalen står Det Konservative Folkeparti til at vinde to mandater og gå frem til 20 mandater, mens Dansk Folkeparti mister ét enkelt mandat i forhold til de 24 mandater, partiet fik ved folketingsvalget. Venstre står uændret til at få 52 mandater. Dermed er magtbalancen i Folketinget stort set uændret. VK-regeringen står sammen med Dansk Folkeparti til at vinde 95 mandater mod de nuværende 94. Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten står til 80 mandater mod de nuværende 81. Ingen af de partier, som ikke klarede spærregrænsen i februar, CD, Kristendemokraterne og Minoritetspartiet, kommer heller ikke denne gang overfor den magiske 2-procentsgrænse. Kristendemokraterne, som i går valgte Bodil Kornbek som ny formand, får dog nu 1,9 procent af stemmerne mod 1,7 procent ved folketingsvalget. Den statistiske usikkerhed i målingen er på plus/minus 2,8 procentpoint. Catinét Research har i perioden mellem den 24. og 29 oktober spurgt 1059 danskere, hvoraf 19 procent på nuværende tidspunkt var i tvivl om deres partivalg /ritzau/