Socialdemokratisk fjerrenseri

Ingen har set det som sin opgave at hvidvaske og rense Socialdemokratiet i tid og evighed på så enestående måde som Henning Tjørnehøj, Birkerød. Senest er han ude i en helt malplaceret kritik af filmen om Hvidsten-gruppen, som (10.4.) beskyldes for skæv historieskrivning.

Skævheden består i, at folkene bag filmen ikke har forstået historiens store elefanttrav, men fortæller en historie om en familie, nogle helt urepræsentative og besynderlige individer, der ikke har skuet dybt i historiens store bevægelser, men reagerer og handler følelsesmæssigt og instinktivt på en uhørt krænkelse af deres menneskeværd og fundamentale frihedsopfattelse. For Tjørnehøj handler historien ikke om almindelige mennesker, og hvis den gør det, så kun i de store tal, der kan kaldes for masserne eller folket. Folket: en behagelig abstraktion! Nej, historien er Vilhelm Buhl, Churchill, politikere og folketingsvalg etc. Historien er aldrig, hvad almindelige mennesker mener, føler, tror og finder på at gøre. Når Churchill udtalte, at Danmark ikke havde en "tigergrav" mellem sig og Tyskland, og at England ikke kunne hjælpe Danmark ved et overfald, så er det historie, så det batter. Men når Marius Fiil udtaler sig kritisk om Vilhelm Buhls "stikkertale" i Statsradiofonien i september 1942, så er det en skævvridning af historien, for Buhl havde ingen intention om at opfordre til stikkeri. Se, selv Vilhelm Buhls intentioner er historie, så det batter, uanset hvad han sagde, og som det kunne høres .Nej Marius Fiil burde have lyttet til Buhls skjulte intention og forstået, at det gjaldt om at stikke piben ind og ikke udfordre den tyske besættelsesmagt. Således belærer historikeren bagklogt filmfolkene og de historiske aktører. Man skulle tro, at Henning Tjørnehøj ikke har set filmen, for den lader bestemt ikke Fiils synspunkt stå alene. Den kloge pragmatisme er også repræsenteret, forsigtigheden af hensyn til familie, erhverv og økonomi etc er helt gyldigt til stede. Filmen påstår overhovedet ikke, at Marius Fiils synspunkt er det almindelige synspunkt. Der er en værnemager i filmen, og der er alle de almindelige mennesker, der helst vil blande sig udenom og lade de store regere. Præcis som det er Tjørnehøjs synspunkt: historien er de store politikeres felt, først og fremmest Socialdemokratiets store politikere, der som enhver kan forstå er hævet over fejltagelsens mulighed. Og hvis de siger noget, der lyder forkert, bør man tænke på den gode, skjulte intention, belærer den tidligere LO-konsulent. Henning Tjørnehøj er kongeligt privilegeret overrenser i det socialdemokratiske fjerrenseri. Enhver plet fjernes med en "god" forklaring - Vilhelm Buhls intention. Og selvfølgelig kan man sikkert finde en dum udtalelse af en Venstre-politiker. Jeg mener, det er jo virkelig ikke svært. Trafikminister Elgaards forslag om dødsstraf for jernbanesabotage i sommeren 1943 tjener sandelig til at "fjerrense" statsminister Buhls radiotale i september 1942. Ak, den ene dumhed udvisker den anden dumhed! Logikken er for perlehøns og andre fjervæsener. At Venstres historie under Besættelsen ikke er heroisk, er almen viden eller burde være det. Men Fiil og hans venner fremstilles ikke som Venstre-folk, måske som konservative og nationale. Men de politiske holdninger spiller altså ikke så afgørende en rolle! Og det gjorde de heller ikke i de store dele af modstandsbevægelsen, der ikke var knyttet til kommunisterne. Den alvorlige fejltagelse, som Henning Tjørnehøj begår, er imidlertid, at han slet ikke har blik for, hvordan historie bliver til og skabes af denne verdens almindelige mennesker. Det burde dog ligge en socialdemokrat nogenlunde nært. Han tror, at historien er topstyret, partiledet og skabes af de store socialdemokratiske politikere med deres vidunderlige indsigt i tingenes gang. Alt hvad der kan understøtte dette synspunkt, samles ind med begærlig hånd. Hvis Tjørnehøj var forsker, ville han tvivle lidt mere på sit eget synspunkt. Men tvivlens nådegave kender han ikke; derfor er han ikke blot overrenser, men simpelthen direktør i det socialdemokratiske fjerrenseri. Og dybest set kan han ikke forstå, hvilke besynderlige motiver man kunne have for at gøre oprør mod besættelsesmagten. Et plus i filmen efter min mening er, at politiske motiver ikke spiller så afgørende en rolle. Vi er snarere nede i så mærkelige følelser som moralsk og national krænkelse og i en frihedsopfattelse, der ligger før al politik, fordi den er al demokratisk politiks forudsætning: den frihed nemlig, der lader frie individer i en fri nation bestemme deres egen skæbne. Det var denne elementære frihed, nazismen var et uhørt angreb på! I dag rehabiliteres forhandlings- eller samarbejdspolitikken ganske meget. Klogt og afbalanceret - f. eks af Bo Lidegaard i hans nyeste Danmarkshistorie "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede" (2011). Anders Fogh Rasmussens brug af modstandskampen til retfærdiggørelse af Irak-krigen er et eksempel på politisk manipulation af værste slags. Det var Fogh jo eminent god til. Henning Tjørnehøj er derimod i tid og evighed så forgiftet med Socialdemokratiet, at det næsten er synd for Socialdemokratiet. Jeg synes, det er rimeligt, at man kan kritisere Socialdemokratiet. Også under besættelse. Og der er ingen historisk tvivl om, at Vilhelm Buhls tale fik modstanden til at pible frem! Det er en historisk kendsgerning. Græsrødderne rørte på sig, og vi fik en modstandsbevægelse. Det var ikke fra toppen, den kom! Det kunne Henning Tjørnehøj godt med lidt storsind erkende. Han kunne f. eks. skele til Hartvig Frischs historie om besættelsestiden, hvor det lykkes den store socialdemokrat at stå på to ben - både hylde den pragmatiske politik, som blev ført af de ansvarlige politikere, og hylde modstandsbevægelsen, som blev skabt af dem, for hvem følelser og handling spillede en større rolle end det gustne overlæg. Ingen kunne undværes, er Frischs harmoniske synspunkt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.