Socialdemokratisk oplæg skuffer

Efter at regeringen ikke ligefrem har imponeret de sidste par år med hensyn til den økonomiske politik, har der med en vis interesse været set hen til et foreløbigt valgoplæg fra Socialdemokraterne. Hovedindtrykket af Socialdemokraternes såkaldte syv-punkts plan, som blev offentliggjort kort før jul, er dog skuffende. Højere skatter til bil- og boligejere, landbruget skal have højere beskatning af produktionsjorden, og erhvervslivet skal betale en ekstra lønsumsafgift. Familierne vil mærke nedskæringer af børnechecken, og der vil blive mindre frihed i valg af pasning af børn. Til gengæld skal institutioner have endnu mere offentlig støtte. Eneste lyspunkter i planen er faktisk en ekstra satsning på miljøet og ekstra midler til de svageste patienter på sygehusene. Planen synes desværre at være udtryk for traditionel socialdemokratisk politik - som set så ofte før. Dét er der ikke megen fornyelse i. Løsningen er ikke stigende offentlige udgifter og skatter. Eller mindre frihed til familierne. Efter udspillet må det være endnu klarere, at der er behov for en styrket midte i dansk politik efter næste valg. Af Christian Bjerre Fungerende formand for Kristendemokraterne