Socialdemokratisk politik.

Stig E. Lundbo, kredsformand for Socialdemokraterne i Frederikshavn Valg. På den netop afholdte fælles socialdemokratiske generalforsamling blev borgmester Erik Sørensen valgt som spidskandidat, og i forbindelse med hans takketale sagde han blandt andet: - Vi skal forbedre forholdene for de ældre. Vi skal tilbyde hjælp til bad op til 3 gange pr. uge. Endvidere lovede han, at der skal ske en kraftig satsning på forbedring af kvaliteten i folkeskolen – herunder at vi ikke vil acceptere, at børn forlader folkeskolen uden tilstrækkelig færdighed i læsning, skrivning og regning". I læserbrev den 21. april 2005 kalder byrådsmedlem Paul Rode Andersen(SF) det for valgflæsk og hykleri, idet han henviser til, at SF i indeværende byrådsperiode uden støtte fra Socialdemokratiet har foreslået tilbud om bad to gange om ugen til ældre samt at Socialdemokraterne har lagt stemmer til nedskæringer på bl.a. folkeskoleområdet. Nu er det sådan i Socialdemokratiet, at når vi laver valgprogram, så er det fordi, vi ønsker at gøre forholdene bedre for borgerne. Hvis Paul Rode Andersen vil gøre sig den ulejlighed at læse det valgprogram, som vi gik til valg på sidste gang - ja så er vel næsten alle de politiske mål blevet opfyldt. Derfor har vi sat nye politiske mål for den nye stor kommune. Disse mål vil vi arbejde for i den næste periode, og hvis det lykkes, og det er jeg overbevist om vil ske, så må vi ved valget i 2009 fastsætte nye politiske mål. Såfremt Paul Rode Andersen er enig i socialdemokraternes politik for den næste periode, så kan han jo blot bakke op på disse områder. Dem, der ved sidste byrådsvalg satte deres kryds ud for Socialdemokraterne på grund af de politiske mål i vores valgprogrammet, fik fuld valuta for deres stemme.