Socialdemokratisk vrede over ny Lykketoft-bog

KØBENHAVN:En uge før den Socialdemokratiske partikongres, er partiformand Mogens Lykketoft løbet ind i et veritabelt stormvejr. Partifæller i og uden for Folketinget angriber ham for at udgive sine erindringer i utide og for at fordreje og fortie kendsgerninger, samt for at fralægge medansvar for begivenhedernes gang. Baggrunden for kritikken, der fredag startede i Ekstra Bladet, er en portrætbog, som Mogens Lykketoft har skrevet i samarbejde med journalisten Thomas Larsen. I bogen, der udkommer på torsdag, giver partiformanden sin version af, hvordan han fik formandsposten efter Poul Nyrup Rasmussen. Lykketoft hævder i bogen, at han ikke havde et medansvar for, at Socialdemokraterne ved valgkampen op til folketingsvalget i 2001 stod uden bud på en strammere udlændingepolitik. Og han fraskriver sig andel i de begivenheder, som tvang Nyrup Rasmussen til at forlade formandsposten i partiet. - Hvorfor gør han det? Jeg forstår det ikke. Den slags udtalelser står i kø i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Ifølge Berlingske Tidende er det umuligt at finde gruppemedlemmer, som applauderer Mogens Lykketofts medvirken i interviewbogen. Partifæller, der undrer sig, er der derimod nok af. Nogle er endda vrede. Nu gik det lige så godt med den interne ro og meningsmålingerne, siger de, og så ødelægger Lykketoft det. Flere af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som avisen har talt med, giver udtryk for at Lykketofts historieskrivning er for nådig i forhold til hans eget ansvar. Fredag undsagde Poul Nyrup Rasmussen i Ekstra Bladet sin efterfølger som partiformand. Lørdag følger tidligere indenrigsminister Karen Jespersen trop. I kapitlet om sin vej til formandsposten beskriver Lykketoft to eksempler på regeringens udlændingepolitik, som hun ikke kan genkende. Det gælder blandt andet en passage om, at Lykketoft og hun skulle have været enige om at stramme partiets indvandrerpolitik. Den alliance kan Karen Jespersen ikke erindre. - Jeg mente, det var nødvendigt med stramninger, men der var ingen opbakning, siger Karen Jespersen til Ekstra Bladet. Flere kritikere af bogen, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, mener at Lykketoft underspiller sin egen aktive rolle i formandsopgøret. Og flere folketingsmedlemmer undrer sig over, at Mogens Lykketoft har bedt dem om at holde en lav profil, når han samtidig selv fører sig frem. Poul Nyrup Rasmussen anklager Lykketoft for at fordreje sandheden. - Det er forbløffende og forstemmende skriveri. Forbløffende fordi det rummer så mange fordrejninger og fortielser. Forstemmende, fordi man fralægger sig et medansvar for begivenhedernes gang, siger Poul Nyrup Rasmussen, som undrer sig over at Mogens Lykketoft med sin bog roder op i den smertelige periode, partiet har gennemlevet efter valgnederlaget i november 2001. - Hvilket formål skal det tjene. Jeg er ked af, at man nu starter en ny polemik om et kapitel i Socialdemokratiets historie, som jeg for mit vedkommende har lukket. Jeg troede, at vi alle var enige om at se fremad, siger han til Jyllands-Posten. Mogens Lykketoft ønsker ikke selv at udtale sig, men sagde fredag gennem sin pressechef, at bogen skal bedømmes i sin helhed, og at "det er forståeligt, at andre - også Poul - kan have andre fortolkninger af bestemte begivenheder. /ritzau/