EMNER

Socialisme er kærlighed

Det er ganske symptomatisk, at det sædvanlige borgerlige hylekor kræver Ole Sohns undskyldninger og beklagelser over fordoms holdninger, mens vi andre, der faktisk kunne forestille os at stemme på Ole Sohn, ikke skænker Ole Sohns fortid en tanke.

Selvfølgelig skal de borgerlige tordne løs, nu gik den jo ikke med Helle Thornings mand, så prøver de da bare en anden i endnu et forgæves forsøg på at skabe mistillid og prøve at så splid i vælgerskaren. Vi var jo masser af unge socialister, der i 80'erne tog på dannelsesrejser i Sovjet og Østeuropa, Cuba og Albanien. Vi var sikkert naive og dumme, men først og fremmest unge og idealister. Og når vi stod af toget ved indgangene til DDR, blev vi ført til fods gennem ingenmandsland, hvor vi kunne skæve op på de høje tårne og gangbroerne, hvor soldater på vores egen alder stod med maskinpistoler og geværer og holdt vagt. Det var jo ikke, fordi vi ville have Danmark til at ligne Sovjet, eller at vi var specielt fascinerede af Sovjetunionen, Østeuropa, Kina, Cuba osv., vi var mere optaget af at bekæmpe arbejdsløsheden, forbedre miljø, bekæmpe forurening og skabe fred i verden. Især i fredsbevægelsen koblede vi arbejdet til en anti-amerikansk holdning, imod imperialisme, imod atomraketter og imod Nato. Og når vi rejste, duftede det af revolution, og vi troede, at det var her, folket havde rejst sig i fælles kor og var ved at skabe et samfund i frihed, lighed og broderskab. At virkeligheden var en anden, ville vi ikke se og ikke fatte. Vi læste Karl Marx på originalsproget og diskuterede socialisme og kapitallogik, tidens store idealer, vi skelede mod øst, fordi det var det eneste genkendelige sted. Men flere år før murens fald blev vi også mere realistiske, begyndte at se sandheden ved østblokken. Godt nok havde vi indtryk af, at den almindelige borger havde det godt under det kommunistiske styre, men det ulmede i alle kroge. Noget skulle ske. Det er så 20 år siden nu, og vi, der engang var unge socialister med fælles mål og idealer, er spredt for alle vinde, de fleste har vel resigneret og lever i dag ganske almindelige liv, andre har reflekteret og søgt ind i andre partier, andre igen er gået i dvale. Men fælles for os alle er, at vi er kommet over det, vi er kommet videre, vi har fundet os selv. Der er intet at undskylde, intet at beklage. For hvad er der at beklage eller undskylde. At vi troede på en idé, troede på et ideal, at vi var Socialister er vel ingen forbrydelse. Eller skal vi også beklage og undskylde det? Et eller andet sted er vi måske mere ægte socialister nu, end vi var det før, erkendelsen af, at det ikke var Sovjet, Cuba eller Kina, der var idealet. Vi har erkendt, at socialisme ikke er et land eller en pagt, Socialisme er kærlighed, Socialisme er det gode i mennesket, måske netop derfor mere uopnåeligt. Tilbage står så det borgerlige hylekor med løftede pegefingre, advarer mod at en tidligere kommunist kan blive minister. Jamen, Sovjet er faldet, DDR er ikke mere, og kommunismen er borte. Som vi andre så er Ole Sohn også kommet videre, og forhåbentligt vil de borgerlige snart se, at det hele slet ikke er så slemt endda - for socialisme er kærlighed. Og når Socialdemokraterne og SF danner regering efter valget, vil de søge at genskabe det samarbejdende folkestyre, fordi det tjener Danmark bedst, selvom man er socialister og liberalister, er politik også en pragmatisk øvelse, hvor det gælder at skabe og udvikle til fælles bedste. Men indeni kan man alligevel godt være socialist.