EMNER

Socialister opfordrer til reformer i Cuba

Sao Paolo, torsdag /ritzau/Reuters Socialister fra hele verden fordømte onsdag Cuba for dets overtrædelse af menneskerettighederne, og opfordrede øens kommunistiske leder Fidel Castro til at løslade politiske fanger og sætte demokratiske reformer i gang. Socialist International, en klub der tæller mere end 140 venstreorienterede partier fra hele verden, var forsamlet til kongres i Brasilien, hvor de også sendte en klar besked til USA: stop den økonomiske embargo, der blev indført mod Cuba i kølvandet på Den Kolde Krig. - Vi er meget bekymrede over menneskerettigheder, demokratiet og dialogen i det cubanske samfund, sagde Antonio Guterres, der er formand for Socialist International og tidligere premierminister i Portugal. - Det cubanske folk må finde en fælles vej, der fører til en demokratisk løsning. Socialisterne kritiserede desuden Fidel Castros fængsling af dusinvis af politiske modstandere og journalister tidligere på året. Flere af de fængslede er beskyldt for at have arbejdet for USA i et forsøg på at styrte Castros regering, og har fået fængselsstraffe på op til 28 år. De fængslede nægter sig skyldige, og flere af dem beskriver sig selv som menneskeretsaktivister og demokratiforkæmpere. Sluterklæringen fra kongressen i Sao Paolo kalder den amerikanske rejse- og handelsembargo mod Cuba for "en stor fejl for demokratiske interesser". Den amerikanske kongres har stemt for at hæve rejseforbudet til Cuba, men præsident George W. Bush har truet med at nedlægge veto mod ethvert lovforslag, der sigter på at ophæve den embargo, der blev indført for fire årtier siden. /ritzau/Reuters