Skattepolitik

Socialistisk bedrag

Mange vælgere, der stemte på SF og Socialdemokratiet ved valget, må føle sig groft svigtet og bedraget.

De to partier lovede før valget bl.a., at efterlønnen skulle bevares, at dagpengeperioden ikke skulle ændres, at der skulle indføres en millionærskat (misundelsesskat), at bankerne skulle beskattes voldsomt, at indskrænkninger med hensyn til børnechecken ikke ville blive gennemført, at topskatten ikke ville blive nedsat, og at den stramme og faste udlændingepolitik ville blive fastholdt. Nu blot få dage efter valget kan man efter statsministerens åbningstale og ved gennemlæsning af regeringsgrundlaget konstatere, at samtlige disse valgløfter er brudt. I historien har man ikke set et større bedrageri over for egne vælgere end det, SF og S har dannet en regering på baggrund af. Jeg kan glæde mig over alle de nævnte punkter i "bedrageriet", bortset fra de lempelser af udlændingepolitikken, som man i strid med løftet vil gennemføre. De vil nemlig betyde, at landet, som vi oplevede under tidligere S-ledet regering i 90'erne. igen vil blive overstrømmet af såkaldte flygtninge, der vil nyde vores velfærdsydelser, og hvor kun et fåtal vil eller kommer til at arbejde i vores land, og som vil få kriminaliteten til at vokse. Før valget havde vores nuværende statsminister vist, at hun var utroværdig, skattetænker og vel i virkeligheden slet ikke er "socialdemokrat". At hun nu løber fra de valgløfter, hun gav, kan derfor ikke overraske. Og med hensyn til hr. Søvndal og hans håndgangne mand, tidligere formand for DKP, Ole Sohn, som tilsyneladende er sikkerhedsgodkendt trods sit mangeårige tætte bånd til de lande, der planlagde angreb på vores land, måtte målet for dem være at få ministerposter koste, hvad det ville, nemlig at betale en pris, der indebar et total svigt af det, man var gået til valg på. Det samme gjorde Thorning-Schmidt, og de kom til magten. Jeg kender frasen: "I politik er hukommelsen kort", men jeg tror alligevel, at mange, der i tillid til de løfter, lederne af SF og S gav under valgkampen, og som de totalt har svigtet, vil huske det, når vi snart skal til valg igen. Man lever nemlig ikke længe på en løgn. Selv med Enhedslistens støtte.