Socialminister afviser klage

Henriette Kjær (K) vil ikke lade kommunerne drive erhverv

Ældreforhold 4. april 2003 08:00

HALS: Der var ikke meget forståelse at hente, da socialminister Henriette Kjær (K) i den forgangne måned omsider fik tid til at kigge på en klage fra Hals Kommune vedrørende den nye frit-valgsordning på ældreområdet. Klagen blev i midten af november 2002 fremsendt af formanden for socialudvalget, Ane-Marie Viegh Jørgensen (V), og socialchef i Hals Kommune Lene Kvist, og klagen gik på, at den nye frit-valgsordning ikke giver kommunen lige vilkår i den muligt forestående konkurrence med de private leverandører om at give kommunens ældre den serviceydelse, de af kommunen er blevet visiteret til. Er man således visiteret til f.eks. at få gjort rent, så kan den ældre medborger hos den private leverandør også vælge at købe sig til ekstra ydelser som f.eks. vinduespudsning, mere rengøring og lignende. Det kan den samme medborger til gengæld ikke gøre hos kommunen, hvis det er kommunen, der leverer den tildelte serviceydelse, og det er derfor, at kommunen står ringere stillet i forbindelse med konkurrencen med de private leverandører - fordi de ældre medborgere måske med muligheden for at købe sig til ekstra ydelser vil finde det nemmest at indgå aftale med en privat leverandør. - Det har ikke været Folketingets hensigt, at grænsen mellem den offentlige og private sektor skal forrykkes ved at give kommunerne adgang til at drive almindelig erhvervsvirksomhed, skriver socialministeren i sit svarbrev, der er fremkommet til Hals Kommune fire måneder efter den oprindelige henvendelse - og en måned efter, at man i kommunen rykkede Henriette Kjær for et svar. For Ane-Marie Viegh Jørgensen kom svaret fra Henriette Kjær ikke som et chok. - Vi kan ikke bruge svaret til ret meget, men det har heller ikke været nogen overraskelse, at der er blevet svaret, som det er tilfældet. Vores tanke har nok også hele tiden været, at det her er noget, de i ministeriet skal være opmærksomme på - og det er de så nu, siger udvalgsformanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...