Socialminister tror blindt på markedet

Socialministerens embedsførelse bærer tydeligt præg af, at markedet for hende repræsenterer den højeste visdom.

Først skulle børnepasningen privatiseres, og nu er det så blevet de handicappedes tur. Ministerens logik er, at pengenes interesser er sammenfaldende med børnenes og de handicappedes interesser. Det drejer sig om valgmuligheder og udvikling gennem konkurrence. Et af problemerne er blot, at private selskaber er interesseret i et økonomisk afkast bl.a. af hensyn til aktionærerne. Det er derfor forventeligt, at en privatisering vil føre til en række tiltag som stordriftsfordele, skiftende ansættelser af medarbejdere, minimering af driftsudgifter og øget fokus på attraktive kunder. Alt sammen forhold, som ikke er i borgernes interesse. Et andet problem er, at kvalitet gennem konkurrence er relativ, idet normen for kvalitet dikteres af konkurrenter og således ikke fra et alment accepteret etisk grundlag, hvilket heller ikke er i borgernes interesse. Der er altså ikke sammenfald mellem pengenes og borgernes interesser. Hvorfor så privatisere? kan man med rimelighed spørge. Et godt bud på et svar på dette spørgsmål er: Ideologi! I anden sammenhæng har vi hørt beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksen udtale, at regeringens ønske om større kommuner er baseret på et ideologisk ønske om at større regioner vil være mere attraktive for det private erhvervsliv. Det ligger i markedets natur, at det er til gavn for den stærke, men til ulempe for den svage, idet den ressourcestærke har mere indflydelse end den ressourcesvage. Det lader imidlertid til, at socialministeren er blind for dette forhold, og jeg finder det derfor rimeligt at benævne vores nuværende socialminister som markedsfundamentalist.