Socialminister: Vi har ikke skåret

Henriette Kjær mødt med bannere i Aalborg

Socialpolitik 17. september 2002 08:00

AALBORG: Det blev i første omgang ord mod ord, da socialrådmand i Aalborg, Birgit Ekstrøm, S, og socialminister Henriette Kjær, K, i går eftermiddag mødtes i en ordduel, der ikke var tiltænkt og ikke planlagt fra arrangørside. Men der var ingen tvivl om, at socialrådmand Birgit Ekstrøm på forhånd havde planlagt at sige til den konservative minister, at det ikke udelukkende er Aalborg Byråds skyld, at der skal spares 46 millioner kroner på det sociale budget næste år. - Aftalen mellem KL og regeringen er alt for dårlig. Vi mister bloktilskud og derfor er der ikke penge nok til at dække socialudgifter, sagde Birgit Ekstrøm med tydelig adresse til, at regeringen og socialministeren holder de kommunale og amtslige udgifter nede til fordel for et skattestop. Ordene faldt i forbindelse med startskuddet til en høringsrunde i seks byer om de hjemløse og udstødtes forhold. I den forbindelse havde arrangøren, Landsforeningen af væresteder for stofafhængige og tidligere stofafhængige, LVS, inviteret ministeren og socialrådmanden. Den konservative socialminister Henriette Kjær rystede kritikken af sig og indledte i stedet med positive bemærkninger til demonstrationen: - Tak for jeres skilte. Det er demokratiet. Vi skal bides lidt i haserne indimellem for at vide, hvilken vej vi skal gå. - Vi skal have en tiltrængt debat for at finde ud af, hvor skoen trykker. Vi skal høre erfaringerne fra folk, der er tæt på, hvor tingene sker, sagde Henriette Kjær, der dog ikke undlod at kommentere Aalborg Kommunes situation. - Amter og kommuner er i disse tider ved at lægge budgetter for det kommende år. Det er ubehagelig med neskræingerne, og det bekymrer mig meget. - Men der er tale om prioriteringer, og sådan må det være, at man skal prioritere, hvad man vil bruge pengene til. Det er kunst at få det til at gå op i en højere enhed. - Den aftale som regeringen indgik med KL er stram økonomisk og lægger op til begrænset vækst. Men der er ikke lagt op til nedskæringer i den aftale, slog socialministeren fast overfor de mange fremmødte tilhørere, heriblandt to byrådspolitikere og et amtsrådsmedlem, som ikke var specielt indbudte, men som deltog i demonstrationen. De havde deres egen demonstration i demonstrationen nemlig "et-give-aben-videre-til-regeringen-budskab". Det var gruppeformændene i Aalborg Byråd for Socialdemokratiet og SF, Mai-Britt Iversen og Anne-Dorte Krog, der demonstrede og med var SFs amtsrådsmedlem Thomas Krog, bror til Anne-Dorte Krog. Ulla Astmann, gruppeformand for socialdemokraterne i amtsrådet, var forhindret i at deltage. "Hjælp de svage, giv os pengene tilbage", lød deres budskab til ministeren. - Vi er i kommuner og amter blev skåret i bloktilskud, og vi er også afskåret muligheden for at sætte skatten op, beklagede byrådsmedlemmerne, der altså ikke demonstrerede mod sig selv, men mod regeringen. - Regeringen må erkende at den vil have en minimalstat, mente Mai-Britt Iversen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...