Socialrådgivernes formand advarer

- Medarbejderne er voldsomt pressede, siger Mads Bilstrup

Mads Bilstrup advarer Rebild Kommune om, at medarbejderne kan bukke under for det massive arbejdspres. ?Arkivfoto: Palle Skov

Mads Bilstrup advarer Rebild Kommune om, at medarbejderne kan bukke under for det massive arbejdspres. ?Arkivfoto: Palle Skov

REBILD:Sagsbehandlerne på det specialiserede område i Rebild arbejder hver eneste dag benhårdt for at få rettet de fejl op, som i de seneste måneder er blevet konstateret i 82 procent af kommunens børnesager.

Det store arbejdspres på medarbejderne bekymrer socialrådgivernes nordjyske formand Mads Bilstrup.

- Jeg hører fra medarbejderne, at de er voldsomt pressede. De har alt for travlt og må skrive små gule sedler eller huske store mængder information i hovedet, fordi der ikke er tid til at journalisere, følge op på sager og så videre, siger han.

Genkender ikke situationen

Direktør Flemming Hansen har siden april haft ansvaret for at få kommunens sagsbehandling rettet op.

Han genkender ikke Mads Bilstrups udlægning af situationen.

- Jeg mener, at vi er på vej det rigtige sted hen, at alle medarbejdere ved, hvad de skal, og at der er god mulighed for at få faglig sparring i sager, hvor det er nødvendigt, siger direktør Flemming Hansen, som dog godt forstår, hvis medarbejderne føler sig pressede.

- Jeg er klar over, at det ikke er rart for medarbejderne lige nu. De har fået meget kritik i de seneste mange måneder, og det kombineret med total topstyring indtil sagerne er rettet op er ikke særlig rart.

- Men det er nødvendigt, konstaterer Flemming Hansen.

Fastholder 100 % topstyring

Han fastholder, at der er tale om en 100 procent topstyret proces, indtil samtlige sager er rettet op senest 1. marts.

- Det er borgernes retssikkerhed, vi taler om. Vi kan ikke holde til at have så mange fejl i sagerne, og derfor er vi nødt til at sikre sagsbehandlingen med topstyring, siger Flemming Hansen.

Rådgivere kan bukke under

Socialrådgivernes nordjyske formand Mads Bilstrup advarer om, at socialrådgiverne kan bukke under for det massive arbejdspres.

- Flere af rådgiverne oplever søvnløshed, modløshed, tristhed og mangler lysten til at gå på arbejde.

- Vi er på vej ind i en ond spiral, hvor medarbejderne kan ende med arbejdsrelaterede langtidssygemeldinger eller at de finder sig et andet arbejde, siger Mads Bilstrup

Flemming Hansen erkender, at socialrådgiverne i de seneste måneder har været udsat for et enormt pres.

Men han har tænkt sig at holde planen, så alle sager er rettet op senest 1. marts 2013.

- Jeg tager ansvaret for, at vi når opgaven, og dermed stiller jeg krav ned i systemet. Det kan mærkes på socialrådgivernes bord. Det kan ikke være anderledes.

- Alle skal behandles ordentligt og med respekt, men nu får medarbejderne ledelse. Rigtig ledelse og for alvor, siger Flemming Hansen.

Kræver samarbejde og dialog

Mads Bilstrup mener, at en 100 procent topstyret vil mislykkes.

- 100 procent topstyring vil kun møde modstand, og det vil ikke lykkes.

- Medarbejderne og Dansk Socialrådgiverforening vil meget gerne være med til at løse problemerne i Rebild, men det skal ske i dialog og samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Og det skal ske nu, siger Mads Bilstrup.

- Mads Bilstrup er velkommen. Vi vil gerne samarbejde så meget så muligt, men det ændrer ikke på, at processen frem til 1. marts bliver topstyret, siger Flemming Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.